Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Norges Konge-Krønike
161
aandige og levende Ihukommelse. Vil man vide mere, da læse
man om Gudmund Aresøn, Biskop i Holum fra 1202 til 1237,
ja, da læse man Islands Kirke-Historie i Slutningen af det
tolvte og Begyndelsen af det trettende Aarhundrede! da lægge
man Mærke til, at t o Aar, før Snorro Sturlesøn blev myrdet, og
25Aar, før hele Landet villig underkastede sig Norges Konge, be
stege, uden Modsigelse, to Udlændinger: Abbed Sigurd og Bo
tolf Munk fra Norge, begge Islands Bispe-Stole! man betænke,
hvad det vil sige, og skal da vist finde baade den verdslige Un
derkastelse og den paafølgende Taushed ligesaa naturlig : som
Stilhed og Taushed i Graven!
Dog, havde man endnu mere Vidnesbyrd behov derom, at
ingen af de udvortes Ting eller Omskiftelser, men kun Mangel
paa indvortes Liv og Kraft, lammede Islands Tunge, da findes
ogsaa det; thi at Islænderne beholdt Lysten til at skrive, see
vi jo deraf, at de saa flittig og omhyggelig afskrev de gamle Bø
ger, bleve end ikke standsede af den sorte Død, men holdt ved
indtil det sidste Glimt af deres Fædres Aand udslukdes; ja,
Flatøe-Bogen er jo endt Aar 1387, det samme Aar, da Olav
Hakonsøn : det sidste svage Skud af Norges gamle Konge-Blod,
sank under Muld!
Nu syndes det, som Norge end var lige blottet for Historie ;
thi vel vedblev man paa Island at læse de gamle Bøger, stundum
da vel ogsaa Norges Krønike; men, hvordan det saa end er
gaaet til med Norges Tungemaal, saa er det vist, at i det fem
tende Aarhundrede var der kun Faae i Norge, som forstod,
hvad Snorro kaldte Norsk, og Snorros Norske Bog var da for
Normænd endnu fastere forseiglet, end Saxos latinske Bog for
de Danske. Boglig Kunst havde aldrig slaaet Rod i Norge, der
udkom ingen Riim-Krønike, som kunde opfriske Ihukommel
sen af de gamle Dage, der opstod ingen Christen Pedersøn, og
gammelt Norsk var desuden ei Noget, man turde byde Parisi
ske Bogtrykkere.
Imidlertid, Norge vedblev fra Margretes Dage at være for
enet med Dannemark; Morten Luther lærde Folkene tilligemed
Guds Ord at sætte Priis paa boglig Kunst, paa Krøniken og
Moders-Maalet; den Lærdom blev udbredt fra Dannemark
over Norge og Island, og nu kunde man haabe, der vilde
opstaae Mænd, som bragde Norges Krønike igien for Lyset og
til Live.
Aldeles slog ei Haabet feil; men dog gik det underlig seent
med dets Opfyldelse, hvortil vist nok mange Ting bidroge, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
