Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Norges Konge-Krønike
170
Thorlacius, en Sønnesøns-Søn af Biskop Theodor i Skalholtr
tog fat, men blev ei færdig førend 1783, da fornævnte tredie
Bind endelig udkom.
Vel skulde nu Sverres og Håkon den Gamles Saga uopholde
lig fulgt efter; men her slåp Grams og Mølmanns Arbeide, Thor
kelin reiste udenlands, og, hvad nok især forsinkede Værketr
Guldberg kom bort, og det laae i hine Dages Aand, ei at bryde
sig om gamle Historier. Det nittende Aarhundrede blev da
Fuldførelsen forbeholdt, og derom skal siges et Par Ord, naar
vi først have kastet et Blik paa Schønnings andre Fortjenester
af Norges og Nordens Historie.
Naar man siger, at den Mand, der i Norden ansaaes for Møn
stret paa en Oldgrandsker og Historie-Skriver, hvis Værk er
kaldt mageløst, og hans Tab uerstatteligt, naar man siger, at
hverken udrettede han Stort, ei heller tabde Historien Noget
ved, at hans Værk saa tidlig blev afbrudt, da løber man vist
nok Fare for at udskriges som en nidsk Forkleiner af store
Mænds Fortjenester; men naar det er en Sandhed, man er vis
paa, vil blive erkiendt af Efter-Slægten, da maa man ikke bryde
sig om Skriget i en selvklog, uhistorisk Tid, som efter Lyst
og Lune rask ophøier og nedsætter, hvad den ikke kiender.
Paa eget Ansvar for Historiens Domstol maa jeg da paastaae,
at Gerhard Schønning, med al sin Læsning, Kundskab, Flid og
Betænksomhed, var aldeles uskikket til at skrive en Norges
Historie, som kunde hædre, gavne eller glæde Folket, og lige
saa uskikket til ved Grandskning at opklare Oldtidens Dunkel
hed; thi han fattedes, hvad dertil er uundværligt: LivogAand,
og var desuden lettroende, hvor det gjaldt Islændernes og hans
egne Indfald, vantroe, hvor det gjaldt Andres Vidnesbyrd, høist
partisk for, hvad han kaldte Norsk, og høist übillig mod Saxo,
hvem Norges Historiker nødvendig maa have til Ven, om hans
Værk fra første Færd skal lykkes. Beviserne for eller imod
denne Paastand kan man, med behørige Forkundskaber, flnde
i de tre Bind af Norges Riges Historie, hvori Schønning har
fortalt os, hvorledes han forestillede sig Tilstanden i Norge fra
Arilds-Tid til Håkon Jarl hin Riges Død, samt i de Afhandlin
ger om Folkets Oprindelse og om Grækers og Romeres Kiend
skab til Norden, som han har efterladt. Man gjorde da sikker
lig vel i at indskrænke Schønnings Lovtale til den Roes, der
aldrig med Rette kan frakiendes ham : Roesen for at være den
første indfødte Normand, der prøvede paa at skrive en Norges
Historie, og den første lærde Normand, efter Videnskabernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
