Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
571
men kun en bundløs Afgrund, hvoraf Løgnen er opsteget, og
hvori den stræber at styrte Sandhed, uden paa nogen Maade
selv at kunne undgaae den Afgrund, der er Hjemstavnen for
Alt, hvad der, som Løgnen, skjøndt Intet i Grunden, dog haa
ber, ved Sandhedens Undergang at blive til Noget.
Naar det nu videnskabelig strængt skulde bevises, at Chri
stendommen umuelig, trods alle muelige Vidnesbyrd, kunde
være Sandhed, da maatte det blive soleklart, enten at den i
Grunden slet Intet var, hvad der er Løgnens naturlige,
eller at den var Noget, som ikke kunde være sandt, medmindre
en soleklar, unægtelig Sandhed skulde være Løgn, hvilket er
Løgnens historiske Kjende-Mærke, ligesom det er
Sandhedens naturlige Kjende-Mærke, at være Noget, der
ei kan benægtes, uden derved at bekræftes, og dens Histori
ske, ei at kunne gjøres til Løgn, uden at en aabenbarLøgn
skulde gjælde for Sandhed. Saaledes har Grund-Loven for
al muelig Sandheds-Erkjendelse med urokkelige Piller ind
hegnet Skue-Pladsen for de soleklare Beviser, og hvem der,
uden for den, paa Rimelighedens og Urimelighedens med
Støv-Skyer bedækkede Kamp-Plads, lover at føre soleklare Be
viser, veed enten ikke selv, hvad han siger, eller vil kun gjæk
kes med os.
Var det nu den splinterny Christendom, Fjenden vilde
afbevise, da havde han nemt at gjøre; thi deels kan den natur
ligviis ikke beraabe sig paa Vidnesbyrdene for den Gamle, som
den har imod sig, og deels er den, ikke blot efter egen Bekjen
delse, men beviislig i Grunden et Intet, som kun ved den
gamle Christendoms Undergang haaber at blive til Noget, hvil
ket, som sagt, er Løgnens naturlig ufeilbarlige Kjende-Mærke.
Denne Christendom nænner imidlertid Christendommens er
klærede Fjende slet ikke at bestride, men roser den tvertimod
for, paa Navnet nær, at være aldeles ulastelig, hvad ogsaa, ret
forstaaet, er ganske rigtigt, thi naar man blot tåger Navnet fra
en Christendom, der kun er Christendom af Navn, da bliver
der aabenbar slet intet Christeligt tilbage at laste, men naturlig
viis ikke heller at rose, fordi alt det Tilbageblivende er ikke
christeligt, men enten u-christeligt, eller fælleds Gods, som In
gen udelukkende maa tilegne sig.
Med den ældgamle Christendom, som naturligviis er den, der
fra gamle Dage af, før den Ny blev født, har maattet drages
med Fjenden, og hvad der er høist mærkeligt, havt sin største
Ulykke af alle de splinternye Christendomme, der, i Tidens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
