Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
681
lig, saa lader den sig dog kun male med Dødens sorte Farve :
beskrive med Blæk, og Pennen maa nu understrege denne
Bogstav-Udødelighed saa tykt, som den vil, der udvikler
sig dog aldrig i Evighed et evigt Liv deraf, som kan blive Gjen
stand selv for Penne-Førerens Lyst og Haab; thi Pen og
Bogstav er jo ogsaa sandselige Ting, Pennen kræver Haand,
Bogstaverne Papir, og Hjertet kan umuelig føle andet end
Gru for en Evighed, hvori det skal tilintetgjøres. Viis-Mæn
dene, som sjelden er stærke i Moders-Maalet, og beklage sæd
vanlig, at ingen Tunge kan udsige, hvad de vilde beskrive, hvis
de kunde, de har da aabenbar taget Feil af Ordene, og kaldt
Liv, hvad der unægtelig er Død i aandelig Forstand, som Skils
misse mellem Sjælen o: Selv-Bevidstheden, og Livs-Kraften o :
Aand og Hjerte, og da denne Følelse nødvendig ved Beskrivel
sen maatte paatrænge sig alle dem, der ikke over Beskrivelsen
glemde, hvad Talen var om, saa var det naturligt, at jo meer
man grublede over den døde Evighed, desmindre Lyst følde
man til at tænke derpaa, og des høiere skattede man det nær
værende Øieblik, som med al sin Korthed og Flygtighed dog
havde Livets uerstattelige Fortrin, og hvis største Kj e ds om
me lig he d forsvandt som en Draabe i Verdens-Havet, naar
man tænkde paa Den, en evig, Sjælen vitterlig, Død nød
vendig maatte medføre. Vel var Viismændene sædvanlig
betænkte paa lidt Ti ds- F or dr iv i den uendelig lange Evig
hed, men hvad kunde dog det forslaae, og hvad skal man heller
have enten Lyst eller Kraft til at fordrive Tiden, end sige Evig
heden, med, naar man fattes begge Dele. Og nu, hvilken Tids-
Fordriv maatte saa ikke det blive, der beskreves, som enuen
delig Kamp mellem Fornuften og dens sandselige Tilbøielig
heder, som jo er dens Lyst til Livet, altsaa, naar Gjenstanden
savnes, et grueligt Helvede, der, naar Kampen er uendelig, ikke
engang kan faae Ende, men avler den Smerte, de Gamle saa
levende skildrede hos den bundne Prometheus, hvis Lever
bestandig udvoxer saa meget, at den kan hakkes. Sandelig, det
var intet Under, al alle Folk, der ikke havde en egen Lyst til
at svæve mellem Himmel og Jord som Edderkopper i deres
eget Hjerne-Spind, fik Nag og Lede til det evige Dødning-Liy,
og trøstede sig med, at man vel kunde undgaae det, ved ei som
blinde Fluer at gjæste Spindel-Vævene (de metaphysiske Syste
mer), hvor det ene havde hjemme, trøstede sig med, at jo min
dre man fordybede sig i sig selv, des sikkrere var man paa en
evig Død uden Bevidsthed, der, i Sammenligning med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
