Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religions-Frihed 111
139
Skridt med Føie kan kaldes voveligt, af en Skribent, hvis hele
Liv og Levnet i henved tyve Aar kun behøvede den Oplysning,
det stod i hans Magt at give, for at ligge klart udfoldet, borger
lig ulykkeligt, men ogsaa borgerlig uskyldigt, borgerlig roes
værdigt, for Majestætens, for Danmarks og for hele Nordens
Aasyn !
Her maa jeg nødvendig afbryde min Tale i Efter-Slægtens
Navn ; thi det Følgende kan kun Majestæten skabe, Tiden vise,
og Historien melde; men min borgerlige Tro og mit borgerlige
Haab, som det har været min Lyst at bekjende, som have trø
stet mig over mange Trængsler, og som de Sidste vel kunde fri
ste men ei overvinde: min borgerlige Tro paa Majestæten,
som Danmarks Skyts-Aand i gruelige Tider, ja, som en Gud
paa Jorden, der kun har Ham i Himlen over sig, en Gud paa
Jorden i Retfærdighed, i Fader-Kjærlighed selv til de utaknem
melige Børn, men dog især til de lydige, og i Langmodighed
mod de trodsige Tjenere, uforanderligt Velbehag mod de tro
faste, denne min borgerlige Tro, og mit deraf udspringende
borgerlige Haab, at hvad end min Skæbne skal vorde, saa vil,
saa maa dog vist 1 en saadan Konges Alderdom blive lykkelig
og velsignet, som den kun kan blive for Lands-Faderen med
det sjeldne Konge-Hjerte, nåar den bliver det for Danmark, i
den mageløse Grad, som Han i sin begeistrede Ungdom haa
bede, og som Danmark jublende haabede med Ham, dengang da
Frederiks Navn, som Danmarks Skyts-Aand, forplantedes med
Moders-Maalet paa mine Barne-Læber, og Høst-Gildets deilige
Toner blev de første jordiske, der fyldte mit lyttende Øre; denne
Tro, og dette Haab, som jeg, selv udvandrende, maatte tåge
med mig, ja tåge med mig i Graven, saalænge Kong Frederik
lever, dem vil jeg ogsaa frit bekjende her, hvor det staaer ene i
Guds og Kongens Haand, om jeg skal juble eller forstumme!
Man kalde mig længe nok Smigre-Præsten, fordi man intet
Begreb har om, at nåar en poetisk Natur skal godvillig bære
de tunge Baand, der, især i vore Dage, trykke ei blot den nid
kjære Præst, men ogsaa den patriotiske Skribent, da maa man
føle sig sammensmeltet med Statens Grund-Forfatning, og med
Dens udødelige Aand, Dens levende Sjæl, som Kongen i Dan
mark er, da maa man i Troen og Haabet kunne hæve sig
over alt det Tilfeldige, Trykkende og Skrøbelige, som enten
blot menneskelig Ufuldkommenhed, eller tillige farlige, vanske
1 »vist« tilføjet ved Korrekturen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
