Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religions-Frihed 111
Christian Colbjørnsens lyse Hoved i denne Forordnings
Stiil, maa man nok antage, det mindre var hans Hensigt at
give Dommerne, og dermed Skribenterne, en øiensynlig Rette-
Snor, end at give Advocaterne Leilighed til at øve sig i Dialec
tiken, eller Skribenterne et Vink om, ligesaa godt først som
sidst, at forsage det Nærværende og Timelige, trøstende sig,
som de kunde bedst, ved det Forbigangne eller det Tilkom
mende. Men trængde ikke ogsaa virkelig hiin Tids fleste Skri
benter til et memento mori! og til en kraftig Advarsel om, at
Øieblikket, hvori de havde nedsænket sig, var ei at stole paa,
saa Forordningen, som et provisorisk Reglement, paa Grænd
serne af det attende og nittende Aarhundrede, vel kan kaldes et
haardt Ord i rette Tid, og mon det ikke virkelig, til enhver
Tid, var statsklogt, baade at afskaffe Anonymiteten, og see
til at forbinde en ordenlig Censur med Skri ve-Friheden,
saa Forordningens Hoved-Feil blev dens Tvetydighed, og
Parallelen mellem Skribent-Feil, en god Borger ogsaa kunde
begaae, og qvalificeret Tyveri eller andre grove Misgjerninger!
Jeg troer jo, troer, at den Tøileløshed, og det evige politiske
Kandestøberi, som den revolutionære, regelløse Ophævelse af
Censuren havde udklækket, og den franske Revolution opfo
strede, maatte afbrydes ved et Magt-Sprog, der vel kunde
været voveligt nok, hvis ikke Napoleon var kommet med den
18de Brumaire, men vilde, i det Mindste til Napoleon for
svandt, ingen Skade gjort, under Frederik den Sjette,
nåar Juristerne kun havde været ligesaa liberale som Lovgive
ren, og ikke anseet Forordningens Tvetydighed for en Fuld
kommenhed, men for en Feil, hvorunder det var Synd Skriben
ten skulde lide. Vanheldet bestod da egenlig deri, at den ny
Mode i Jurisprudensen, at construere den borgerlige Ret,
ligesom Kant og Fichte den Moralske, a priori, at denne ny
Mode der nu just opkom, og trængde høit til at bestrides paa
den offenlige Vei, fik, ved Trykke-Forordningens Tvetydighed,
denne Vei i sin Magt, behøvede altsaa ikke at lade sig bestride
skarpere, end den selv vilde, og kunde, som skedt er, udbrede
sig frit, til den naaede det Maximum, man vel maa kalde det,
at betragte Trykke-Forordningen ogsaa i kirkelige Anliggender
som en symbolisk Bog, over alle dem Loven kalder saa, og
som en Ophævelse baade af Præstens og af Præste-Lærerens
særegne Forpligtelser. At det saaledes langt mere er Raisonne
mentet paa fri Haand over hvad der i hvert enkelt Tilfælde skal
kjendes for Ret, langt mere det, end Trykke-Forordningen, der
Grundtvigs udv. Skrifter. V. .. . _ , n
145 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
