Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
490
nemlig, der i tredie Ledd nedstammede fra den gamle Politi-
Mester, og Julius Cæsar, som snart skulde raade ene og var
ikke umistænkt for at være hemmelig iLed-Tog medCatilina.
Naar Man imidlertid er saa upartisk, som det er nemt at være
mellem Romere, skal Man ikke kunne nægte, at Cæsar ta
lede som en gammel betænksom Raads-Herre, i det han paa
stod, at Ingens Brøde kunde være saa vis og ingen Fare saa
stor, at Man jo, ved uden Beviis at dømme Folk fra Livet, gav
et slet og yderst farligt Exempel, medens Cato, der formanede
Fædrene til, af Frygt for deres eget Liv og Gods, at fælde Døds-
Dom over de Anklagede, aabenbar spillede Tyrannens Rolle,
der, som Cæsar meget rigtig anmærkéde, gierne begynder sin
«korte Proces« med Folk, som den offenlige Mening har for
dømt, for siden at bruge den mod Alt hvad der er ham i Veien.
Dog, Ca tos Ord fik Magt, Cicero lod Stymperne kvæle i Stil
hed og havde den Triumph, derfor saavel i Raadet som paa
Gader og Stræder, at løftes til Skyerne, som Fædrene-Landets
Fader og Frelser, lutter Ting, der under en Revolution [Om
væltning] er paa sit Sted, men som kloge Folk dog neppe to,
endsige henved totusinde Aar efter skulde holde Lov-Tale over;
thi havde Retten og Friheden ikke bedre Venner i Rom,
end dem der fældte Døds-Domme efter eget Tykke og for en
Sikkerheds Skyld, da var alle Tyrannerne der, som kun gjorde
det samme, jo lovlig undskyldte, og den Stat, hvis Undergang
Cicero og Cato begræd, var da enten deres egen og gode Ven
ners Stilling eller en tom Skygge. Efter alt at dømme, var der
for Øieblikket heller ikke mindste Fare paa Færde for det
Pompeianske Parti, uden den, som udmærkede Enkelt-
Mænd altid staae i forstyrrede Tider; thi ikke en Haand løftede
sig i Byen for de Henrettede, medens Alt forenede sig mod Ca
tilina, som maatte vove et Slag ved Pistoja (Pistoria) i
Toskana mod en overlegen Magt og havde i det Mindste hver
ken Skam af sin Død eller af sit Mandskab, thi ligesaa eenstem
mig som Historie-Skriverne fordømme ham, ligesaa eenstemmig
vidne de, at han laae midt imellem Fienderne, og næsten alle
hans Følge-Svende laae paa deres Plads, slet Ingen med Ryg-
Saar*). Slutningen bliver da, at vel var Catilina og hans
Bande, efter Samtidens Dom, afskyelige Folk, medens Cicero
og Cato derimod var redelige Mænd; men at deels vedkommer
Folks Hjerte-Lag os ligesaalidt i Stats-Historien som paa no
*) Sallus Catilinariske Krig. Plutarks Cicero. Appians Borger-Krig 11. 2—7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
