Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
499
bel, undtagen af den tiende Legion, som følde sig tilintetgjort
ved at forskydes af Cæsar og bad ydmygelig, at han heller
vilde tåge Tiende af dem til Galgen (decimere dem) efter Fæ
drenes Skik! Dermed var Cæsar fornøiet, tog dem Alle til
Naade og gik til Afrika, hvor Cato var, og hvor han altsaa
maatte vente den kraftigste Modstand *).
Optrinet paa Mars-Marken, for hvis Beskrivelse vi maae takke
Appian, er os imidlertid langt vigtigere end Togene baade til
Afrika og til Spanien, thi hvor haardnakkede end Slagene
kan have været, og hvormegen Umage det end skal have kostet
Cæsar at sætte Mod i sine Legioner, saa gik det dog rask, uden
at Cæsar mødte en eneste Mand, der kunde nævnes som hans
Med-Beiler til Over-Herredømmet. Cato den Yngre, hvem vi,
til Forskiel fra Politi-Mesteren fra hvem han nedstammede,
kan kalde «Addisons Cato,« var alligevel en mærkelig Mand,
hvem Nero vel kan giøre Til-Navnet «den sidste Bomer« stri
digt, men som virkelig var den sidste Kæmpe-Natur, der
viiste sig begeistret for den store Idee, at hele Verden skulde
lade sig beherske af Rom og Rom igien af Raadet, og han var
En af de faa Raads-Herrer, som vilde der skulde herskes med
Retfærdighed. Derfor holdt han endnu, da Cæsar kom til
Afrika, Raad i Utika med Trehundrede, som han kaldte
«Senatet,* medens en Scipio, Pompeis sidste Sviger- Fader,
var Feldt-Herre, men saasnart Scipio var slaaet, turde naturlig
viis det Raad der flygtede fra Rom endnu mindre holde Stand
i Utika, saa Alt hvad Cato, efterat have besørget dem om Bord,
kunde gjøre, var at redde sig selv paa en Maade, han fandt sit
Liv og sin Stilling værdig. Utikenserne tilbød sig nu vel at gaae
i Forbøn for ham hos Cæsar, thi han var virkelig en høist agt
værdig Mand, men dertil svarede han kun med et Smil: nei, jeg
er selv kiendt med Cæsar, læste derpaa Pl a tos Skrift om
Udødeligheden og giennemborede sig derpaa selv med sit Sværd,
men da han med alt sit Mod altid havde været bange for at see
Borger-Blod, og havde altsaa ingen Øvelse kunnet faae i at
bruge Sværdet, gjorde han det saa keitet, at han fik en seen og
smertelig Død. Sligt var det imidlertid Synd at lægge ham til
Last, og nåar Man har smidt denne ædle Mand mellem «feige,
ugudelige Selv-Mordere,« hvis blinde Hedenskab knap kunde
undskylde dem, da har Man kun derved viist, Man hverken
havde et christeligt eller hedensk Begreb om den himmelvide
*) Appians Borger-Krig 11. 92—94.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
