Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
Historien, medens Cæsar vil jo længere jo mere komme til
at staae ved en Side i Mars-Templet blandt de Romerske
Huus-Guder, hvor han ogsaa ret egenlig har hjemme, da han
baade udregnede sin Herkomst fra Venus og Æneas, og blev
formelig forgudet som Roms ny Skyts-Aand, eller Romulus den
Anden. Da Cæsar imidlertid, som «Keiser-Faderen*, er
ligesaa uadskillelig fra August og hans Efter-Følgere, som
Qvirinus fra Qviriterne, da fremdeles begge disse store Tyran-
Kuld, Qviriterne saavelsom Keiserne, viiste hele Verden,
hvor sandt det er at «hver Djævel regierer sin Tid,* og da
endelig Shakspear har gjort «Julius Cæsar* til et udødeligt
Navn i Literaturens Universal-Historie; saa nødes vi vel til end
nu at dvæle et Øieblik ved hans Død og Efter-Mæle.
Da Cæsar, efter Slaget ved Pharsal, med nogle Pære-Sku
der gik over til Asien for at lede om Pompeius, stødte han
underveis paa halvfjerdsindstyve af hans Krigs-Skibe,
hvormed Cassius, berømt fra det Parthiske Tog, da han red
dede Hærens Levninger, styrede samme Vei for at ophidse Mi
thridats Søn imod Rom; men langt fra at turde angribe Cæ
sar, ansaae Cassius sig for tabt, strøg paa Timen og bad om
Naade, som han da ogsaa fik for Krigs-Skibene, der i Cæsars
Øine var langt mere værd*). Denne Cassius, der, efter Alles
Vidnesbyrd, ingenlunde hadede Tyranniet, men elskede det
tvertimod for høit til at unde nogen Anden end sig selv Magt
til at øve det, ham var det nu, der stiftede den lumpne Sammen-
Rottelse mod Cæsar, der, som Fyrste, kun havde den Feil at
ville herske med Sværdet uden at lade det raade; thi paa Svær
det klappede og pukkede han idelig, men lod det blive i Skeden,
hvad paa een Gang maatte opirre de Stolte og opmuntre de
Feige. Kort sagt: Cæsar var, som alle hans Samtidige indrøm
mede, en god General og den ædleste Mand i sin Kreds, men
han var baade en daarlig Tyran og en slet Regne-Mester, som
meende, Man, uden at staae i Spidsen for en god Krigs-Hær,
kan tåge Verden med en Trumf, eller at Man kan vente samme
Lydighed af «de Attakkede,* Man overvælder med Gods og
Ære, som af de Nyhvervede, Man fører til Seier og Bytte. Da
det Romerske Raad (Senatet) havde opgivet Rom og siden
opløst sig selv, saa Cæsar fandt Verdens-Thronen tom, da
skulde han aabenbar enten selv have sat sig paa den, omringet
af en tilstrækkelig Liv-Vagt, eller han skulde overladt den til
*) Appians Borger-Krig 11. 87—88.
501
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
