Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christenheden og Romer-Riget
573
Hvorledes det derimod kunde falde en Bomersk Keiser
ind, under disse Omstændigheder at forfølge de Christne, der
dog aabenbar hørde til hans taalmodigste og nyttigste Slaver,
og var, nåar han blot vilde skaane dem, saa nær ved at forgude
ham, som deres Tro neppe nok tillod, det er saa svært at begri
be, at vi vel nødes til at give de Christne Ret i, det var kun
»den Onde,* der ophidsede sine Redskaber til at udrydde
»detgodeNavn,« da det syndes afmægtigt. Det var imidler
tid ingenlunde Uromersk, men i samme Smag som den tre
die Puniske Krig, der til Catos Glæde lod ham døe i Fred, og
alle hvem der følde romersk, fandt det vist meget rimeligt, at de
Christne skulde udlevere deres Hellige Skrift, som man an
saae for deres Vaaben, og lade deres Kirker, som Man kald
te deres Stad, nedrive, medens Bisperne, som jo var deres
Høvdinger, gik under Aaget og offrede til Boms Guder.
Paa intet Mindre var det heller, Forordningen lød, som i Be
gyndelsen af det Fjerde Aarhundrede udkom i alle fire Keise
res Navn, thi saamange Tyranner var der nu om Navnet, og i
hele ti Aar arbeidedes nu, fornemmelig i Asien og Afrika, paa
at nedrive Kirker, brænde Bibler, og befolke Grave og Bjerg-
Værker især med Bisper, Præster og andre oplyste Folk,
som ei vilde udlevere Skriften og fornægte Troen *). At nu Man
ge faldt fra i Fristelsens Tid var intet Under, og at endnu langt
Flere holdt ved, skiøndt det holdt haardt at døe paa Bispe- og
Bogstav-Troen, var ogsaa naturligt, da de fleste Mennesker i
Hjerte-Tiden ei, uden at føle sig grændseløs ulykkelige,
kan fralægge sig en Tro, der giver dem ogsaa [endog] kun det
svageste Haab om Synds-Forladelse og Salighed; men at selv
endeel gamle Hofmænd før lod sig flaae end de fornægtede
Herren, og at Man endnu stødte paa en Emeritus [Udtjent],
som, da der spurgdes: om han havde hellige Skrifter i Hu
set, svarede smilende: ja, i Hjerte-Kammeret; det minder
unægtelig om Apostel-Ordet, at Guds Skr øbel’ig hed er dog
stærkere end Menneskene**).
Det var imidlertid ingenlunde blot de Christne, der nu følde
sig »i Helvede, i Pinen*, thi af den levende Skildring, en sam
tidig Christen har efterladt os, see vi, at Biget var faldet i ryg
gesløse Barbarers Haand, hvem kun det Uhyre fornøiede,
medens hvert Spor af ædle Følelser, af Dannelse og fine Sæder,
var dem en Vederstyggelighed. Dalmateren (Illyreren) Dio
*) Euseb. VIII. 2. 6—13.
**) Euseb. VIII. 6. Ruinart 343.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
