Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aabent Vennebreu
196
havde givet mig den, og paa den anden Side begreb jeg slet
ikke, hvordan Orthodoxe Præster kunde nære sig i Stats-Kir
ken, hvor de ved deres Embeds-Eed forpligtedes til >af alle
Kræfter« at bestride falsk Lærdom, naar de, efterat have gjort
det, uden at Hovedsagen undersøgdes, kunde stævnes som
Injurianter. Jeg vil saameget mindre oprippe Stridighederne
med Prof. Cl ausen, som jeg, med min nærværende Indsigt,
enten vilde undgaaet dem, eller ført dem ganske anderledes;
men man maa dog ikke glemme, det var for Lutheran ernes
Samvittigheds-Frihed, jeg kæmpede, med det udtrykke
lige Ønske, at Professoren maatte beholde sin Samvittig
hedsfrihed saa übeskaaret, som om han var Professor i Ox
ford eller Cambridge, ja, saameget mere, som jeg slet intet
havde imod, han vedblev at være Professor ved Universitetet,
naar han blot ikke, som Kongelig Professor i Theologien,
var den beskikkede Præste-Lærer, alle Theologiske Studen
ter nødtes til at høre og lade sig examinere af! De, min
Engelske Ven ! seer strax, at Prof. C 1 aus e n i denne Stilling
ved Danmarks eneste Universitet og med overveiende Ind
flydelse paa Studenterne, maatte være vor Stats-Kirkes Ortho
doxer endnu en langt værre Torn i Øiet end Dr. Hampdeni
Oxford; thi naar nu i den næste Slægt Mængden af Sogne-
Præsterne blev Clausenianer, da var der ingen Ende at see
paa Lutherdommens Undertrykkelse i Menighederne, hvor
Alle var bundne, hver til sin Sogne-Præst. Jeg kunde derfor
umuelig opgive Striden, fordi jeg, under disse Omstændig
heder fortrød den, men kun fordi mig syndes, Regieringen
formelig opgav Orthodoxien, saa Udtrædelse af Stats-Kir
ken vilde være den eneste Maade, hvorpaa Lutheranerne
kunde nære sig i Landet og forplante deres Tro. Om Tilladelse
til dette Skridt ansøgde jeg og Endeel af mine Venner da ogsaa
virkelig 1831, men fik Afslag, især naturligviis, fordi vi ingen
Sekt vilde stifte, men følge den Lutherske Stats-Kirkes Li
turgi og sætte dens Forskrifter i Kraft paany mellem os; thi
det er klart, at til en saadan Udtrædelse kunde Regieringen ikke
give sit Minde, uden derved at erklære, at Den enten ikke vilde
eller ikke kunde handhæve de gamle Kirke-Love. Men vil Man
være billig mod os gammeldags Lutheraner, maa Man dog til
staae, det var ikke vor Skyld, at Regieringen befandt sig i
denne Forlegenhed, og at vi umuelig, for at hæve den, kunde
fornægte vor statskirkelige Orthodoxi. Hvad nu Enden vilde
blevet herpaa, hvis ikke et mindeligt Forlig indtil videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
