Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I HAR AKERS KIRKE.
219
at udføre. Og saa kastede Svenden sig i Sadlen, og det bar
afsted vestover.
Det var en mørk Nat, og Vinden blæste koldt henover
de snedækkede Marker, der udbredte sig fra Leiren henimod
Harakers Kirke. Ikke en Stjerne lyste paa Himmelen. Men
Nils sporede sin gode Hest, og afsted gik det over Stok og
Sten. Han følte hverken Kulde eller Blæst, han tænkte blot
paa i rette Tid at naa frem og om muligt tilbage, inden
Dagen randt.
Bedst som han red, syntes han at høre Lyden af
Hestehove bag sig, og han standsede hastigt og vende sig om.
Men han kunde ikke mærke noget. Han tænkte først paa, at
han var forfulgt. Marsken kunde have sendt nogen efter
ham; naar det ved Staldsvenden blev aabenbaret, at han havde
redet bort, kunde han have ladet Folk stige tilhest og sætte
efter ham. Men havde det været Forfølgere, saa vilde han
have hørt Lyden af Hestehovene bedre, naar han holdt stille.
Det gjorde han imidlertid ikke. Blot Vindens Vingeslag
hørtes henover Markerne. Saa fortsatte han sit Ridt, og saa
hørte han atter denne Lyd af Hestehove; særlig paa et Sted,
hvor han havde ladt haard Mark bag sig, men selv var
kommen hen paa en Flade, hvor Sneen laa dyb, hørte han
tydelig, at en Rytter galopperede fremad efter ham.
Han standsede igjen, men atter blev Lyden borte. Han
følte sig ubehagelig tilmode, han var Barn af sin Tid, og
han tog det for en afgjort Sag, at ikke alt her gik naturligt
til. Dog var han saa meget før sin Tid, at han, efter at
have gjort Korsets Tegn, red tilbage for at overbevise sig om,
at intet menneskeligt Væsen fulgte hans Spor. Havde han
havt sin sædvanlige Ro, vilde han da have seet bag et Par
høie Furuer en Rytter holde aldeles stille. Men nu mærkede
han intet, og efter at have redet over den Klippegrund,
hvorfra han sidst havde hørt Lyden, og ikke seet nogen,
gjorde han atter Korsets Tegn, men gav nu sin Hest Sporerne
og fortsatte sit Ridt fremad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
