Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I HAR AKERS KIRKE. 223
dog ikke lor øieblikket og i den sjælelige Spænding, hvori
han var, kunde erindre hvor eller ved hvilken Anledning, han
havde hort den.
«Godt», sagde han, «men jeg har liden Tid, og den
Tjeneste, De gjør mig, vil derfor blive af dobbelt Værd, om
vi strax bryder op.»
«Skal ske!» blev Mandens entonige Svar.
Han reiste sig og fulgte Nils ud af Stuen. Da denne
vilde stige tilhest, forklarede Manden, at de Stier, som de
havde at vandre, gjorde Brugen af Hest umulig, hvorfor
Svenden gjorde bedst i at overlade Hesten til Bonden her i
Stuen, indtil han kom tilbage. Saa skede, og Vandringen
begyndte. Det var et betydeligt Stykke Vei at gaa, inden
Nils paa Afstand til Høire fik se Lys skimte mellem
Træerne og fik høre et og andet Raab fra de udsatte
Forposter. Men hans Veiviser gik ikke lige paa Leiren, men
langs samme, som om han havde villet omgaa den.
Sluttelig, ved den yderste Ild mod Nord, bøiede Manden
af mod øst, og der var saaledes Maalet for deres Vandring.
Men ved denne Ild, som var gjort op her ved Enden af
Leiren, viste sig til Nils Bossons Forundring intet Menneske.
Han fik dog ikke Tid til at anstille nogen Betragtning
derover, thi hans Veiviser paaskyndte nu sine Skridt, og de
nærmede sig hurtigt Stedet. Pludselig standsede han og
vendte sig om.
«Forbliv her, unge Herre», sagde han, «mens jeg gaar
hen og tager Rede paa Hr. Erik, men rør Dem ikke af
Flækken; thi Bondemændene er ikke at lege med, de kunde
let tage Dem for en Spion, og da var De ikke meget værd.»
Manden gik derefter hen til Ilden og forbi denne,
hvorunder Nils syntes at mærke, at han gjorde et Tegn med
Haanden, da en Skygge reiste sig bag en Træstamme og
med lydløse Skridt fulgte ham. De forsvandt blandt de høie,
snebetyngede Furuer. Men Tiden blev lang for Nils, og han
begyndte allerede at tænke paa at overtræde sin
Veivisers Forbud og selv liste sig hen til Hr. Erik, da han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
