Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BESVÆRGELSEN. 97 J
se Døden under øinene uden at blegne . . . Tilgiv mig det,
Marsk!»
Hendes Ord syntes ikke at gjøre nogen Virkning paa
Marsken til hendes Fordel, eller forøvrigt paa nogen af de
nærværende. Blot saa meget vandt hun, at Navnet, som Munken
havde paa sine Læber, ikke blev udtalt, og at de øvrige med
Afsky vendte sig bort fra hende. Men for sligt var Fru
Bengta følesløs. Hun havde et andet Maal for Øie, og
saasnart ikke Veien var stængt for at naa dette, betød Menneskers
Beundring eller Daddel, Agtelse eller Afsky, Kjærlighed eller
Had kun lidet for hende.
Marsken gav Befaling at løse Nils Bossons Lænker, og
da dette var gjort, gik han hen og greb Ynglingens Haand.
»Du er en værdig Søn af den ædle Fru Karin Sture,
Gud være hendes Sjæl naadig», sagde han, og kan det være
dig til nogen Oprettelse for, hvad du i denne Sag uskyldig
har lidt, saa maa du modtage den Erkjendelse af mig som
Ridder, at du har opført dig ædelt og værdigt, som en
Riddersvend bør gjøre. Du har ved din Standhaftighed gjort dig
mit Venskab værdig og steget høit i min Agtelse, hvad det
saa end maa være, som har bundet din Tunge.»
»Det skal jeg sige nu, da jeg kan tale frit uden at
behøve med saadan Tale at forsvare mine Ord«, gjenmælte
Ynglingen, idet hans øine fugtedes af hans indre Bevægelse,
«det var Hr. Erik Puke selv, som har bundet min Tunge.
Han vidste, hvem Gjerningsmanden var, og han skrev til mig
fra sit Fængsel og bad mig for Guds dyre Blods Skyld ikke
at aabenbare for nogen, hvad jeg vidste derom. Jeg kunde
ikke nægte hans Begjæring, jeg tænkte ikke paa mig selv,
blot paa den tapre Ridder, som engang stod saa høit og nu
maatte dø en forsmædelig Død, og jeg skrev til ham, at han
kunde stole paa min Taushed.»
En fugtig Glands spredte sig ved disse Ord af Ynglingen
over Karl Knutssons store, dybblaa Øine, og han trykkede
Ynglingen til sit Hjerte. Jomfru Karin, som ei tænkte paa at
tilbageholde sine Taarer, greb med Varme hans Haand og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
