Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MANDELMELKEN. 217
ker for hele Livet. Det syntes en Umulighed at faa vide
noget af denne Mand, om ikke Meddelelsen fik gaa sin
vanlige Gang. I det dunkle og det mystiske, det mørke, — blot
dér var han klar, den stakkels Ridder, men da udviklede han
ofte en saadan Klarhed, at kun faa kunde fatte ham.
Nu lo Ridderen atter og saa med sit underlige Blik paa
den forstemte Marsk.
»Runen maa løses,» sagde han, «Runen maa løses . . .
thi Jomfruen vil dø i Klostret, hun vil komme til at sørge
sig ihjæl."
„Og hvem skal saa den Rune løse?» spurgte Karl, dog
mere for sig selv, end for at den grønne skulde høre det.
Men derved reiste den grønne sig og stillede sig i hele
sin Længde midt for Marsken. Han pegede paa sig selv og
rykkede siden Kransen fra Sværdhjaltet, sled den sønder og
strøede Blomsterne udover Marsken, som om han derved
havde villet løse den Tryllerune, hvorom han havde talt.
Marsken saa spørgende paa ham og smilte, da han blev var det
alvorlige og strenge Udtryk i det stumme Ansigt.
«De skal kunne løse mig den Rune?» spurgte han.
Den grønne nikkede, og førend Marsken flk spørge videre,
vendte han sig og gik. I Døren hørtes hans tørre Latter
og derpaa Lyden af hans faste, kraftfulde Skridt, idet han
fjernede sig.
En Stund derefter forlod ogsaa Karl Knutsson Slottet og
gik til Sortbrødreklostret, hvor han begjærede at faa træffe
Erkebispen. Hos denne befandt sig allerede før Karls Frænde,
Upsala-Kanniken Jøns Bengtsson, og Karl syntes i den
indesluttede Mands ellers saa ubevægelige Ansigt at se et Træk
af Uvilje, enten nu dette skrev sig fra den Samtale, han havde
havt med Erkebispen, eller fra dens Afbryden ved Marskens
Komme.
Erkebispen derimod syntes med Velvilje at se Marsken
træde ind. Prælatens Ansigt var blegt og aftæret. En dyb
Sørgmodighed var udbredt over det, og Blikkets Skarphed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
