Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MANDELMELKEN. 3 | >}
«Saa vil De da rent afsætte Kong Erik?» spurgte
Domherren.
»Hverken jeg eller nogen anden mener jeg, vil noget
saadant,« tog Erkebispen til Orde, men nu med større
Skarphed end før og med en Strenghed i sit Minespil, som
afskar enhver Fortsættelse af denne Samtale. «Det er Kong
Erik selv, som afsætter sig, idet han gjør sig umulig at kunne
føre Styrelsen af Sveriges Land. Dog haaber jeg til Gud, at
saa ikke maa blive, men at han engang vil tage sig for at
holde Lov og Ret og føre Regjeringen som en Konge bør.
Thi en Konge maa findes i Sverige, det er vor eneste Redning.»
Marsken ytrede intet til denne Samtale. Idetheletaget var
det ogsaa hans egne Tanker, som Erkebispen havde udtalt,
skjønt han ikke delte dem deri, at Kong Erik skulde komme
igjen til Riget. Men den Ild, som brændte i Jøns Bengtssons
mørke Øie, gjorde ham næsten torskrækket. Det var ikke
Harme over en feilslagen Forhaabning, en frugtesløs Møie,
det var en Vrede, som længtede efter at gribe og knuse sit
Bytte. Men Munden smilte, og det stolte Hoved bøiede sig
for sin overordnede.
«Saa har jeg intet mere at forhandle med Dem,
ærværdige Fader, Erkebisp Olof,», sagde han, «jeg ønsker Dem i
den hellige Trefoldigheds Navn en lykkelig Færd baade frem
og tilbage!»
Domherren bukkede sig til Afsked og gik. Marsken
tøvede noget længere, og Samtalen fortsattes mqllem ham og
Erkebispen, hvorunder det syntes at blive stedse klarere, at
der var kun ganske liden Forskjel mellem hans og Erkebispens
Opfatning af de almene Sager overhovedet. Den Betingelse,
hvorunder Erkebispen vilde Kongens Tilbagekomst, var i
Virkeligheden af den Beskaffenhed, at Kong Erik aldrig vilde gaa
ind paa den, og var det saa Erkebispens Alvor, hvad han
ytrede om en indfødt svensk Konge, saa syntes Karl Knutsson,
han neppe kunde finde en bedre og mægtigere Bundsforvandt
for sine Planer. Han skiltes derfor fra den høie Prælat i den
gladeste Sindsstemning, og der laa en inderlig Varme i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
