Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
NILS BOSSON’ STURE.
om Morgenen, og Maanen seilede i jomfruelig Majestæt hen
over den skyfrie Himmel.
De mørke Tanker, som Herrernes Ytring havde fremkaldt,
traadte mere og mere i Baggrunden; ogsaa det bitre, som
Underretningen om hans haabløse Kjærlighed havde
fremkaldt, forsvandt lidt efter lidt og samlede sig i Skikkelse af
en ung, slank Klosterjomfru, der med sine Taarer og sin Sorg
traadte saa levende frem i hans Fantasi, at hun syntes
legemlig at skride frem og staa foran ham i Maaneskin —
som en Aabenbarelse fra en høiere og lysere Verden i
Andagts-vækkende Helgenfred.
Den hele Natur var saa tyst og stille, og Luften var saa
klar og ren, at selv den mindste Lyd kunde høres i meget
lang Afstand. Han befandt sig ligesom i et uhyre stort
Tempel, hvis Midthvælv bares oppe af den kjæmpestore Lind,
og enten det nu var den underbare Evne, som ifølge de gamles
Tro udmærkede dette Træ, eller det var hans eget Hjertes
Higen, som trak ham fra det nærværende og virkelige til en
Verden, hvor Opfyldelsen af denne Higen vinkede, — nok
eidet, han syntes at se det mørke Dække falde fra
Klosterjomfruen og i dets Sted de fine, glade, henrivende Træk i
hans Karin, saadan som hun fordum var, træde frem.
Minderne var ogsaa strax ved Haanden og førte ham tilbage til
Linden ved Skjælnera, og en Trost, som idetsamme slog sine
Triller ganske nær ved ham i Skoven, førte ham helt og
holdent tilbage til den Stund, da Barnet i Uskyldighed og
Kjærlighed gav ham det lille Løv til Minde.
Men som om Trostens Sang havde indeholdt en
Besværgelse, hørtes langt borte i det fjerne Lyden af Aareslag, og
for Marskens Øine gled henover Vandfladen en Baad, i hvilken
han syntes at skjelne en Kvindeskikkelse. Hun stod i Stavnen
og Aarerne førtes af en høi Mand, af hvem dog kun Ryggen
saaes. Karlsvognen tilkjendegav, at Midnatten var inde, og
med ét stod Guttens Tale om Havfruen, der kom fra
Hvitt-vik og begav sig til Fågelvik, levende for Karl. Han
anstrængte sig for at se, om han ikke kunde kjende Ansigts-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
