Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN VORDENDE KRØNIKESKRIVER. ç>
Ridtet fortsattes under en livlig Samtale, og Munken fik
imens mere og mere Kundskab om sin Ledsager. Han var
nylig kommen hjem fra Udlandet, hvor han ved et Universitet,
der besøgtes af mange studerende fra de nordiske Lande,
havde erholdt Magistergraden, og han havde faaet Løfte af
Erkebispen om at blive Lærer ved Skolen i Upsala. Og
Magisteren eller Mesteren, som det hed dengang, flk alt større
og større Tillid til Munken, jo mere han lærte ham at kjende,
og jo mere han fik rede paa hans udstrakte Erfaring i mange
Ting. Tilslut spurgte Erik Munken om hans Navn, men
denne svarede haardt og kort:
«Johannes!»
«Men véd De mere, end hvad der i Almindelighed er
Tilfældet med Brødrene af den hellige Franciscus . . . Har
jeg vundet Deres Fortrolighed, saa kan de vel sige mig, hvad
Navn de bar, førend De lagde Dem til denne Dragt!»
«Det kunde jeg nok», gjenmælte Broder Johannes, «men
i Munkens Dragt ligger en Sandhed, som man gjerne glemmer,
den nemlig, at Manden er runden ud af Tiden og forsvunden
i det store Hav, hvori han er som en Draabe blot . . . han
findes vistnok i Meniaeskenes Verden, men han sees ikke, han
skjelnes ikke . . . blot Herren tæller Draaberne i Havet
ligesom Sandkornene ved dets Strand!»
Henimod Aften den følgende Dag fulgtes de ad udenfor
Nykøping, efterat de havde taget sig en Stunds Hvile, og
Munken viste sin Reisekammerat Aabningen til den Løngang,
der gik fra et tæt Krat nogle Stenkast fra Stranden ind til
Nykøpings Slot og det gamle Folkungataarn.
«Men se Dem vel for, Erik Olofsson», sagde Munken,
«hvis De tænker paa at prøve den Vei. Det er nok længe
nu, siden nogen Menneskefod betraadte den skjulte Sti . . .
Se Dem vel for, det Raad giver en gammel Vitaliebroder
Dem!»
«De skal have Tak, fromme Fader», gjenmælte Mester.
Erik, «for al den Uleilighed, De har gjort Dem for min Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
