Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDGOMMEN. 119
selv giver Mennesket. Hendes store øine straalede af en
Glans, der gjorde hende dobbelt skjøn, og da hun kastede
tilbage de lange Lokker omkring sin Hals og saa op mod
Himmelen, var det, som om hun havde rystet al Jordens Støv
af sine Fødder og staaet rede til at vandre opad til de
Værelser, hvor ingen Sorg findes, men idel Ro, Fred og Salighed.
Hun stod endnu en Stund taus i denne Stilling. Maaske
dirrede endnu i hendes Sjæl Bønnens Ord og fremkaldte lidt
efter lidt det Mod og den Styrke, som hun behøvede. Mor
Inga, den gamle tro Tjenerinde, der havde fulgt salig
Dronning Karin fra hendes Vugge til hendes Grav og fra hende
overført al sin Kjærlighed paa Jomfru Brita, aabnede sagte
Døren til et Sideværelse og traadte ind, men blev staaende
uden at ville forstyrre den arme Mø, hvem hun ikke længer
kunde yde nogen Trøst. Først da Brita vendte tilbage til
Jorden igjen med sine Tanker og blev var den gamle, traadte
denne frem, lagde sin Haand paa Jomfruens Arm og sagde,
at Munken vilde tale med hende.
Brita forlod nu Værelset og gik ud i et ydre ved Siden
af, hvor Munken ventede hende.
«Har De truffet Ridderen», spurgte hun, «og hvad sagde
han til min Begjæring?»
«Han vil snart være her!» gjenmælte Munken.
Jomfruens Øine fyldtes af Taarer ved denne
Underretning. Ak, hvor havde ikke det unge Hjerte haabet, længtet
og drømt om Lykke og Kjærlighed, men hvor langt
anderledes var ikke Virkeligheden blevet! Hvad var vel nu Livet
for hende, andet end en Vandring til Graven, og dette Møde,
som hun nu havde betinget, stivt, høitideligt og koldt, som det
maatte blive, — hvad var det vel andet end en Beseglingsfest
over hendes Ulykke, en Fryd i selve Tilintetgjørelsens øieblik
ligesom det lille Insekt, Guldsmeden, flagrer i Sollyset endnu i
samme Stund som dens korte Liv ender med Solens Bortgang.
Men hun maatte være stærk, hun maatte se sin Skjæbne
i Øiet med Mod! Saa vilde hun, at hendes Hjertenskjær skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
