Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRØNNE RIDDER.
11
bleven indsnæret af den arge List, allerede deraf, at om jeg
eller hans Hjertenskjær havde villet bedrage ham, saa havde
vi jo nu vundet Spillet. Saa smilte da Lykken atter mod
Karin Sture, og for mig stod kun tilbage at forsvinde, forat
Ridder Sven ikke skulde fuldbyrde den Ed, han i sin første
Heftighed svor paa, at hans Datter skulde tilhøre mig. Thi
han var saadan tilsinds, at enten maatte han eller jeg dø,
forat hans Datter igjen kunde blive fri."
«Og saa forsvandt De, Ridder Fjalar?*
Nils greb med Bevægelse den gamles Haand. Det var
en Storhed og en Kraft i Handlingen, der henrev ham, paa
samme Tid som Tanken paa alt, hvad dette Hjerte havde lidt,
al den Forsmædelse, al den Haan, hvorfor han havde været
udsat, blot og bart for at holde sin Ed, kastede et Vemodens
Slør over hele hans Livs lange Saga.
"Jeg skjænkede bort mine Gaarde», vedblev Fjalar, «St.
Karins Kloster i Skara fik min Gaard Hof, hvorhen jeg engang
drømte om at faa føre min Karin, ... og saa drog jeg ud i
den vide Verden ene med mit Sværd. En tapper Mand er altid
•velkommen, og jeg fik ikke megen Tid tilovers til at sørge
over og tænke paa alle dem, der var mig kjære hjemme. Jeg
havde taget det Løtte af Svartbrødrenes Prior i St. Karin, at
han skulde udgive mig for død, og det gjorde han ogsaa, og
jeg overvar selv min Begravelse i Klosterkirken, men hvordan
det end var, fik den strenge Ridder Sven Rede paa, at det ikke
var saa aldeles vel bestilt med min Død, og han vilde sætte
Himmel’og Jord i Bevægelse, men tilslut lod han sin Vrede fare,
efterat han havde sagt til sin Datter, at hvis jeg havde begravet
mig i et Kloster, saa kunde hun gjøre ligedan. Dette fik jeg
vide længe bagefter, da jeg havde forladt Keiserens Hær,
i hvilken jeg tjente, og trukket mig nordover igjen. Da havde
jeg faaet slige Mærker, at jeg troede, ikke engang min egen
Broder vilde kunne kjende mig igjen. Det var i den sidste
Strid, da jeg blev tagen op som død fra Valpladsen og først
efter en langvarig Sygdom atter kom til Kræfter igjen. Da
kom jeg til at stifte Bekjendtskab i Lübeck med en ung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
