Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
NILS B0S60N STOKB.
skrev han til Magistraten i Stockholm, at «han var to Gange
saaledes faren fra Sverige, at han ikke længedes efter at fare
saaledes derfra den tredie Gang.»
Dette hindrede imidlertid ikke, at han hos sig selv
gjennemgik sit Livs skiftende Saga, og Klas Lang, der nu var
hans ét og alt, hans Hovmester, hans Høvedsmand og hans
Svend, ja, hans Smaasvend, var ham heri behjælpelig, idet
han mindede om, rettede paa og fyldte ud, hvad der fattedes
i Kongens Hukommelse.
Dog gaar det nok an for den gamle at forsone sig med
sin bitre Skjæbne; men vanskeligere er det, naar Livet sprudler
af Ungdoms Lyst, naar alt er uprøvet, og naar man véd, at
alt, hvad Livet har mest og bedst at byde al Ære, Anseelse,
Glans og Magt, havde kunnet være ens Lod. Kongedatteren,
den høibaarne Jomfru Magdalena, fældte bitre Taarer i
Roseborgs Høienloftsbur. Og det var ikke blot Livets ydre
Betingelser for Lykke, der var bleven ødelagte for hende, men
ogsaa hendes Kjærlighed maatte dø, og hvordan det nu end
er, saa kan det unge Hjerte bære meget, taale meget, men
at dræbe sin Kjærlighed, at frasige sig Haab om den, der ene
indebærer alle dens Ønsker, alle dens Fordringer til Livet, —
det kan det ikke.
Kongen saa sin Datters Sorg, og den øgede hans egen,
men nu kunde han ikke længere gjøre noget. Selv om han
skulde ville tage tilbage sine Ord, naar han ved roligere
Overveielse fandt, at Hr. Ivar Axelsson dog var en Ridder,
der ved sin Rigdom, Magt og høie Byrd kunde være
berettiget til at vinde en Kongedatter, saa var det dog ikke
sagt, at denne vilde fornye sit Tilbud til en Konge uden
Krone, en Mand uden Rigdom. Hjertet vilde briste i den
gamle, naar han saa, med hvilken Styrke Datteren
bekjæm-pede sin Smerte for at se glad ud i hans Nærværelse.
Han lagde stundom, naar han saa, hvorledes en stjaalen
Taare faldt ned paa hendes Søm, sin Haand paa hendes
Hoved og sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
