Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 N1LS B0S80N STURE.
dette tause Sprog. Netop den Foragt, som han nærede, eller
idetmindste vilde give sig Udseende af at nære overfor den
forholdsvis unge Ridder til Penningeby, bragte ham, da
han hørte og saa dennes Optræden, der vidnede om den
mandigste Karakter og den største Kraft, ud af Ligevægten,
— kanhænde den eneste Gang i hans Liv. Derfor luede hans
Øie saa — man kunde sige — vildt, derfor antog baade
hans Ansigtstræk og hans Skikkelse en udfordrende Holdning.
Han maalte selve Hr. Erik fra Hoved til Fod, som om
der paa den stolte Læbes harmfulde Krumning svævede det
Spørgsmaal, om han virkelig et øieblik kunde betænke sig
paa at slaa Haanden af en saa aabenbar Forræder.
♦Lad mig spørge Dem, Erkebisp Jøns Bengtsson», sagde
tilslut Hr. Erik med dæmpet Stemme, som om han ikke havde
villet, at flere end den tiltalte skulde høre ham, «lad mig gjøre
Dem det Spørgsmaal: har De ikke givet Hr. Nils Dag og
Stund? — og for det andet maa De ogsaa betænke, at, hvis
De her lader Deres Had gaa over til Handling, vil ikke blot
alle, som her er tilstede, men enhver ærlig Mand i og udenfor
Riget med Forundring se paa Deres Magt, der har vist sig at
være saa ringe, at De maatte bryde et bevilget Mødes
Hellighed for at gribe den, der i en eller anden Henseende har
mishaget Dem . . .»
Et Vredeslyn skjød ved disse Ord frem af Erkebispens
øie, og man saa, at hans Læber heftig pressedes sammen.
Enhver ventede at faa se et Optrin af den Beskaffenhed, at
det aldrig havde havt og aldrig vilde faa sin Lige. Men
selve Yderligheden af de Følelser, som nu svulmede i Prælatens
Bryst, syntes at føre ham til Rette. De spændte Muskler i
hans Ansigt lagde sig lidt efter lidt, Luen i hans øine
sluknede, blot det bidende, bitre, haanlige Smil stod igjen og
sladrede om den heftige Storm, der havde raset og endnu
ikke lagde sig i hans Hjertes uransagelige Dyb.
Med en knusende Foragt sagde han, idet han vendte sig
til Nils Sture:
♦ Den Dag og den Stund, som jeg har givet, skal De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
