Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
NILS BOSSON STURE.!
sig nede i Stuen. Det var saaledes Ridderen, hendes egen
Sten, der i sin Feberdrøm, saa hende foran sig, og det syntes
hende med ét, som om Røgen, der ringede sig op gjennem
Tagaabningen eller Vinduet og førtes til Siden af Vinden,
var bleven til en brusende Fos, og som om Nøkken havde
siddet dernede og spillet paa sin Guldharpe og sunget om
Kjærlighed og lokket med vidunderlig Magt ned i Dybet.
«Her, her, Ingeborg», sagde atter den kjære Stemme,
«bringer jeg dig Jomfru Solfager ... nu skal du faa vide
Enden paa Visen ... er jeg ikke værd din Kjærlighed? . . .
Disse Farver har jeg baaret . . . dem vil jeg bære Livet helt
igjennem . . . tak, Ingeborg, det Officersskjærf, som du gav
mig, skal følge mig i Døden ...»
Det var en Sang for Ingeborgs øren, der kunde friste
hendes Kraft indtil Døden. Hun stod allerede færdig til at
Skynde sig ned og ind i Stuen og kaste sig i den elskede
Ridders Arme. Men da reiste den mørke Mand sig ved Ilden
som en bred Skygge over hendes Himmel, og Drømmen,
ørheden veg bort, og hendes Vandrings Maal stod atter klart
for hende.
Paa Ridderen derinde havde dog ikke Mandens Bevægelse
den samme Virkning som paa Ingeborg. Han fortsatte med
afbrudt Stemme og med lange Opholdt, blandende Drøm og
Virkelighed sammen.
«Jeg ved, at du er hos mig, Ingeborg . . . mit Hjertes
Mø, jeg hørte din Stemme hviske mit Navn ...»
Den erkebispelige Svend saa til Siden, hvor den dødssaarede
laa, og hans Opsyn var bistert og grumt. Han saa sig
omkring til alle Sider. Ridderens Ord bragte ham øiensynlig til
at ane Uraad. Han stødte med Kraft øxeskaftet i Gulvet.
«Nu, fremad, fremad, Kong Karls Mænd!» hørtes da
Ridderen raabe, «fremad, fremad, vi har dem, Seiren er vor!»
Da lagde et Haansmil sig over Morderens Ansigtstræk,
og han satte sig igjen, fuldstændig rolig, saa det ud til, for
al Frygt for ubudne Vidner, til hvad han havde fore. For
Ingeborg derimod var Mandens Nærværelse og Opførsel en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
