Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLANGEKONG EI S UDSÆD.
519
tro Ridder, og imens sad Sigge hos sin Frænde i Klostercellen
og spekulerede paa, hvorledes han skulde vende Stavnen for
at naa Havnen.
Han fik saaledes god Tid til at trevle op sin gamle Væv,
saa meget som det behøvedes, og knytte sammen og begynde
paany. Han holdt fast ved det Haab, at Erkebispen engang
skulde komme, og han vilde til den Tid have sit Spind færdig,
saa at hans Bedrift skulde rygtes vidtomkring, og Erkebispen
ikke vilde kunne nægte ham den lovede Løn. En Dag
fortaltes der i Klostret, at Erkebispen havde været paa Vei til
Danmark, men havde vendt om, og at han befandt sig paa
Borgholm Slot. Underretningen gjorde til en Begyndelse kun
lidet Indtryk paa Sigge, men de følgende Dage kom Tanken
igjen Gang paa Gang, og tilsidst gik det op for ham, at han
selv burde begive sig til Borgholm og lægge sin Plan frem for
Erkebispen. Hvad der kort efter Hr. Nils Stures Tilbagekomst
fra Stockholm hændte paa Slottet, bidrog betydelig til, at han
fattede den Plan.
En vakker Dag indfandt Olof Råd sig med bevæbnede
Svende, og Sigge var paa sin Post for at benytte Anledningen
til at komme ind paa Slottet. Den gamle Svend kom ud paa
Formiddagen, men endnu da den korte Dag var tilende, og
Lysene tændtes i Slotsværelserne, var han derinde. Da
aabnedes pludselig Porten, og et Fakkeltog drog over
Slotsbroen. Først kom tvende Svende, saa kom Hr. Nils selv og
Olof Råd; men mellem dem red paa en sort Hest en luftig
Skikkelse, der snarere syntes at være en Aand end et
Menneske.
Ved Skinnet fra Faklerne saa og gjenkjendte Sigge
fuldstændig det fine, dødsblege Ansigt. Det var den Jomfru, som
han vilde grave ned i den sorte Muld, den Jomfru, der hverken
talte eller lo. Han greb ufrivillig efter den korte Oxe, som
han stadig bar ved sit Bælte, ogsaa under Munkekaaben,
men saavidt havde han nu gjenvundet sin Koldblodighed, at
han indsaa Umuligheden af at udføre Dødsdommen her, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
