Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DB TVENDE BJØBNELABBEK. 54 J[
over Trakten, der laa saa stille og kold i Stjernelyset og
mindede ham om det trøstesløse i hans eget Liv.
Hans Værelse laa i Hovedbygningens Gavl, men Vinduet
vendte ud mod Gaarden, mellem hvis høie Linde han kunde
se udover Trakten. Til venstre for Gaarden laa et lidet
fritstaaende Hus, helt og holdent belyst af det klareste
Maaneskin, der, ligesom sammenpresset mellem Hovedbygningen
og de snedækkede Træer, samlede sig her med fordoblet
Styrke.
Den lille Bygning tiltrak sig til en Begyndelse ikke mere
Ridderens Opmærksomhed end de andre Gjenstande. De var
alle ligesom et Springbræt, hvorfra hans Tanker satte ud i
Verden. Men pludselig forandredes Forholdet.
Der viste sig noget i den lille Bygnings Vindue. Han
saa det ikke strax, men snart traf det hans Blik, og da det
godt og vel var kommet indenfor hans Synskreds, saa han
intet andet end dette.
Det var en Kvindeskikkelse af vidunderlig Skjønhed. Hun
var hvidklædt som Sne, og hendes øine var stivt fæstet paa
Stjernerne, medens Hænderne var foldede som til Bøn.
Ridderen bøiede sig forover og trykkede Panden mod
Vinduskarmen. Han rørte sig ikke, han trak ikke Veiret, han
blot saa og saa, som om han havde seet Himlen aaben og
en af Guds Engle komme imod ham med himmelsk Fryd og
Lyksalighed.
Var det virkeligt, hvad han saa, eller var det blot en
Drøm, en Frugt af hans opjagede Fantasi ?
«Ingeborg!» udbrød han tilsidst og trykkede Haanden mod
sit Hjerte.
Men idetsamme forsvandt Synet, og hvormeget han end
anstrengte sig, kunde han ikke se andet end den hvide Sne
og Maanens Straaler, der kastedes tilbage fra Vinduet, som
forøvrigt gabede saa sort og saa tomt imod ham.
I den største Heftighed, mens Trækkene i det skjønne
Billede endnu stod levende for ham, vilde han storme ud for
at,- faa Rede paa, hvem denne Kvinde var, og hvorfor hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
