Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
600
NILS BOSSON 8TURE.
Rigdommens Spir, — det var forandret, udbrændt, tilintetgjort,
et Minde, en Skygge af længst forsvunden Virkelighed.
Kansleren bøiede sig ned og hviskede i Kongens Øre, at
Ridderen var kommen. Et svagt Smil lagde sig over hans
Mund, og han vinkede med Haanden til Sten, at han skulde
træde hen. Et Par Taarer brød frem i Ridderens øine, men
Kongen sagde:
♦ Meget har jeg havt dig i mine Tanker i disse Dage,
Sten, dig og Riget, og for mit Blik har det smeltet sammen
med dig . . . Jeg siger dig dog aabent, at jeg havde tænkt
mig en anden som min Eftertræder i Spidsen for Riget . . .
Han er stor, kjære Søn, større end du og meget, meget større
end Karl Knutsson, der er bleven sønderslidt af alle de Klipper
og Blindskjær, mellem hvilke han har seiled. Han er i
Besiddelse af en Magt, som jeg aldrig har havt, og som kanhænde
fattes ogsaa dig, Kraften til at forsage . . . jeg ser det nu
klarere end før . . . Og dette sidste, Mørke, der endnu i min
sidste Time skulde forblinde mine Øine, jeg føler i mit Hjerte,
Sten, at det er idel Løgn og arge List! ... Du skal ogsaa
faa se det, og det meget, meget snart, at ædlere Hjerte banker
ikke i en Ridders Bryst ...»
Han blev taus, som om han behøvede at hente Kræfter,
ligesaa meget efter, hvad han havde sagt, som for det han
yderligere havde at sige; men hans øie vandrede fra Sten
til Kansleren og fra denne tilbage til Sten igjen. Alle de
* tilsteværende stod grebne af det høitidelige øieblik, men gamle
Klas Lang hviskede høit, aldeles ude af Stand til at kunne
beherske sine Følelser.
Kongen hørte det og smilte, og han vinkede den gamle
Mand til sig. Høvedsmandens Haand skjalv voldsomt, da han
rakte sin Herre den, og han faldt paa Knæ ved Sengen og
lagde sit taarefyldte øie mod Kongens Haand.
♦ Tak, tak, kjære Ven, for trofast Venskab!» stammede
han og smilte. «Vi træffes nok for vor Herre og Konge,
hvorhen dine Bønner har formaaet at føre mig.»
Derefter rakte Kongen Raadsherrerne sin Haand, den ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
