Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
mende bedre har Fatter slaaet Parapluien ned, men hans kjere Halvdel skjuler sig
under sin, ubekymret om, at den löse Sne fra den vil vede Fatters Overfrakke ret
dygtigt. Fatter er heldigvis som en &egte Övrighed »et Hoved höjere end alt Folket»,
saa han kan se ud over Mengden; snart har hans spejdende Blik fundet den, han
söger — og han föres saa hjem til det ventende Middagsbord, til Sloprok og Töfler,
til utallige Historier om Tante Jettes Kat, som er kreperet, og Kusine Mines Forlo-
velse og Onkel Rasmus Död ved Kaffeen og til en lun Middagslur i Byfogdens egen Sofa.
Men allerhelst vilde jeg vere i en Tredjes Sted. Der er en Dame, som har sid-
det paa Benken ude paa Enden af Bryggen — usikker om den, hun venter er om-
bord eller ej. Men nu har hun set ham — hurtig rejser hun sig; hun har ikke Tid
til at vente, indtil han faar Öje paa hende, hun vifter alt, hvad hun kan med sit
Lommetörklede: hendes kjere Mand er kommen, han, hvem hun har ventet saa lenge
og saa utaalmodigt, — nu skal han föres hjem i Triumf til den venlige Stue, hvor
Alt staar beredt til at modtage ham, hvor Barneskaren venter i lengselfuld Spending
— og hvor den stille Familjefest, Gjensynets og Hjemkomstens Fest skal fejres. Se,
nu kommer de iland den ene efter den anden — Hestene for Varevognen’ setter sig
Bevegelse — Dampskibsklokken ringer til Afgang — Aftenen kommer, og Vegteren
tender Lygten paa Hjörnet, og snart er der atter stille paa den lille Bys Brygge, og
Lysene tendes i Vinduerne og fortelle om Fred, Hygge og Spidsborgerliv. Det er
den lille Idyl, som Smith Hald fortreffeligt har fortalt os i Farver i sit tekkelige
lille Billede fra den lille, under Sneen gjemte By paa Norges Sydkyst.
Endelig have vi som Pröve paa norsk Billedhuggerkunst meddelt Skeibroks »Rag-
nar Lodbrok i Ormegraven.» Den nordiske Sagnhistorie har ikke blot sin Perseus:
Sigurd Fafnersbane og sine Odysseusfarter: Vikingeslagene; den har ogsaa — plastisk
betragtet — sin Laokoon i Ragnar Lodbrok. Men lad os ikke til Skade for den unge,
rigt begavede Kunstner, der her for förste Gang traeder os imöde, mane frem de store
Skygger fra Antiken, lad os holde os til, hvad han vil give, og hvad han har givet
Vidt havde Ragnar faret, Rusland, Skotland, England, Irland og Flandern kjendte den
nordiske Helts Sverd, ja Middelhavets og Hellespontens Strande havde seet det funkle
paa dets Sejerbane.
>Femten mine Sönner, som jeg havde kjer,
Dem gav jeg et Rige hver ister.»
Da Kejser Ludvig havde understöttet den jydske Harald, som forgreb sig paa den
fraverende Ragnars Rige, maatte ikke blot han, men ogsaa den med ham indförte
Christendom föle Heltens Vrede, da nu Kong Ella i Northumberland atter rejste Ho-
vedet for at afkaste Ragners Aag. Med kun femhundrede Mand paa to Knarrer gik
Kongen over til Northumberland. Aslog advarede ham for at herje paa England med
saa ringe en Styrke, helst da han kunde have en hel Flaade af Langskibe for samme
Pris; men han mente, at jo ferre Skibe han havde, desto större Heder var det at
vinde, og han drog afsted. Paa Englands Kyster sönderbrödes hans Knarrer i en hef-
tig Storm, skjönt han kom uskadt iland med sine Folk. Ella samlede en stor Her
imod ham, og det kom nu til Ragnars sidste Kamp. I denne bar han intet andet
Dekvaaben end en Hjelm; thi en hvidgraa Silkebrynje, som Aslog havde medgivet
ham, skjermede ham mod alslags Saar; men i Haanden bar han det samme Spyd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
