Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De menneskelige Drifter som Anledning til de første Opfindelser - Berusende Drikke - Boliger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi forlange; vore Fordringer have en anden Bevæggrund end Nøden alene,
vi have hævet os over de dyriske Drifter, og den Frihed, vi derved
have vundet, gjør os skikkede til at udvikle os videre, uden at der bliver sat
bestemte Grændser for os.
Boliger. Trang til Hvile vil blive følelig for Mennesket, naar det først har
faaet sin Sult og Tørst stillet. Hvilke end vore Beskjæftigelser ere, selv om
de ere af simpleste Natur, ja selv om vi blot vegetere, vil der indtræde en
Forandring i vor Tilstand, idet Legemet lidt efter lidt bliver træt, og Søvnen
indfinder sig. Hos Planten vil man kunne skjelne imellem en vaagen og
sovende Tilstand. Hos Dyret bliver denne Forskjel meget mere fremtrædende,
og hos Mennesket ytrer den sig ganske paa samme Maade. Hviletilstanden
er ligefrem begrundet i vor legemlige Organismes Indretning: det vilde være
ligesaa umuligt at vænne sig af med at sove som at vænne sig af med at
spise. Men der er aabnet Mennesket en vid Mark til at forædle sig selv ved
Tilfredsstillelsen af disse naturlige Fornødenheder.
Det raa Menneske, der tilbringer sit Liv uden Afvexling i en yppig
Skovegn, der er rig paa alle mulige Fødemidler, eller paa en Kyststrækning,
der er ganske ensformig, vil lægge sig til Hvile, hvorsomhelst Trætheden
overfalder ham. Den Natur, der omgiver ham, og som er ens overalt, giver
ikke Anvisning paa noget Punkt, der vilde være særlig skikket til at yde
ham Hvile.
Urmennesket staar paa en Maade i denne Henseende endog under
Ræven, der dog hver Aften søger hjem til sin Hule, og langt under Trækfuglen,
der med Forkjærlighed vender tilbage til sin tidligere Bolig, selv efter lang
Tids Fraværelse. Beboeren af Urskovene vil altid finde Beskyttelse nok,
endog imod det ublide Vejrlig, ved det tætte Net, som Slyngplanterne flette
imellem Træerne. Først naar Kulde og vedvarende Regnskyl indfinde sig,
og forene sig med Sult og Udmattelse, lykkes det at tvinge det dovne
Urmenneske til at skaffe sig et andet Hvilested, der da senere udvikler
sig til Bolig.
Papagoerne i Sydamerikas Skove sove i Grave, som de danne sig i
Jorden; om Vinteren ophede de disse Lejer ved at tænde Baal i dem og
derpaa befri dem for de udbrændte Kul, inden de lægge sig ned i dem. For
ikke at forkjøle Maven holde de en stærkt glødende Brand hen imod Navlen.
Det er ikke godt muligt at tænke sig simplere Hvilesteder; for at gjøre dem
bekvemme behøves der ikke andet end Kjendskab til at frembringe Ild.
’Disse Mennesker kjende ikke engang til Hængemaatten, der dog bruges
i alle tropiske Lande, hvor der blot findes Træer, hvortil man kan fastgjøre
den. Hængemaatten er, som bekjendt, et stærkt Net, omtrent 7 Fod langt og
16 Fod bredt, der, ophængt ved begge Ender, afgiver et bekvemt og luftigt
Leje; den Sovende er paa samme Tid beskyttet imod Krybdyr og imod Jor-
dens Fugtighed.
(
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
