Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De menneskelige Drifter som Anledning til de første Opfindelser - Jernalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Afstande. Indianerne give deres Pile en kunstnerisk Udsmykningf og vælge
udmærkede Træsorter dertil. Desuden er ogsaa Landsen et farligt Yaaben i
deres Hænder. Ligesom Rytternationerne i Sydamerika, Yquitoerne, Tiku-
naerne, Encebelladerne og andre kaste de dem, medens de fare afsted paa
deres hurtige Heste, og indtil paa halvtredsindstyve Skridts Afstand træffe de
deres Maal med største Sikkerhed. Spidserne ere af Sten, Kobl 3r eller
Jern. Skaftet paa Landsen bliver udsmykket paa det prægtigste, beslaaet
med Søm, omvundet med Læder eller besat med brogede Fuglefjer.
Førend Polarfolkene kom i Berøring med Europæerne, kjendte de ikke
andre Yaaben end Bue, Pile og Landser, og, skjøndt deres Materialier hertil
vare saa tarvelige som tænkes kunde, idet de maatte nøjes med de Træ-
stykker, Havet kastede op paa deres Kyster, besade de dog en ualmindelig
Dygtighed i at forfærdige disse Yaaben. Ikke alene anvendte de Pile,
hvis Form var forskjellig efter den forskjellige Anvendelse, de tænkte at
gjøre af dem — dette finder ogsaa Sted hos Indianerne i de sydamerikanske
Urskove — men de forstode ogsaa paa en højst sindrig Maade at sammenføje
Buen og Landsens Skaft af flere Stykker. Til Buen anvende
de opdrevet Grantømmer; de omvikle det med Spaaner, gyde
Yand paa dem og holde det Hele over Ilden; de ophedede
Vanddampe trænge ind i Buetræets Fibre og gjøre det bøjeligt,
saa at det kan formes efter Ønske uden at miste sinfElasticitet
og Fasthed.
Buen hos Eskimoerne imod Øst bestaar af tre eller fem
Stykker, der ere forbundne med hverandre ved Remme eller
Søm. Pilene ere forsynede med Jernspidser og afskydes med
en aldeles forbavsende Sikkerhed. I en Afstand af mere end
80 Skridt skød en Eskimo en Dykand gjennem begge Øjnene,
i det Øjeblik den usædvanligt frygtsomme Fugl stak sit Hoved
op over Vandet. Eskimoernes Knive (Fig. 102) bestaa ofte
af et Blad, der er fastbundet til Skaftet, som er sammensat
af flere Benstykker.
For at fange Sælhunden befæste de luftfyldte Blærer eller
Lignende til deres Kastespyd. Saa snart som Spydet eller
Harpunen er trængt ind i Vildtets Legeme, skiller det sig ad
i flere Stykker; Spidsen bliver siddende, men Skaftet gaar
løst, da det i modsat Fald snart vilde blive slaaet i tusinde
Stykker af den saarede Sæl. Luftsækken er fastgjort til Landsespidsen og
gjør det besværligt for Sælen at dykke ned under Vandet; den bliver hurtig
træt og mat af disse forgjæves Anstrængelser og maa snart op igjen for at
drage Aande; den bliver nu atter angreben og bukker under inden kort Tids
Forløb. Fig. 103 viser os i a et saadant Spyd, naar det er sammenføjet,
samt i b, hvorledes Stykkerne skilles; den Line, der er fastgjort til Spidsen,
bærer Luftsækken. Det længere Kastevaaben er et Spyd saaledes, som det
benyttes til at skyde Fugle. Midt paa Skaftet findes nogle fremspringende
Fig. 102.
Eskimokniv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
