Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skriftens og Skrivekunstens Historie - Skriftens Begyndelse - Billedskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pandanustræ, slog nogle Knuder, som skulde betyde deres Navne, derpaa og
hængte dem op paa Hegnet om Haven. Saadanne Knuder tinder man der
ofte ophængte paa Træer, Hegn o. s. v. for at betegne Ejermanden.
I Mexiko og Peru var denne Knudeslagning udviklet til en høj Grad
af Fuldkommenhed, og der var fast ansatte Personer, der skulde bevare vig-
tige Begivenheder fra Forglemmelse ved at »optegne« dem paa denne Maade.
(Fig. 352).
En lignende Meddelelsesmaade benyttes af flere nordamerikanske In-
dianerstammer, naar der skal forhandles om Krig og Fred, om Overenskomster
o. s. v. Det sker ved de saakaldte Vampumbælter. De forfærdiges af
Indianerinden og blive smagfuldt udstyrede med Broderier og indflettede Mus-
lingeskaller. Saadanne Bælter sendes nu til den paagjældende Stamme, der
heraf kan erfare, hvilke Ønsker eller Fordringer, der rettes til den. Længde,
Brede og Farve spiller en væsenlig Rolle: de hvide Bælter forsikkre om Vel-
villie og Venskab, de sorte erklære Krig; ere de forsynede med røde Tegn
og ledsagede af en Rulle Tobak, opfordre de en Stamme til at deltage i et
Felttog. Høvdingene opbevare saadanne Bælter med stor Omhyggelighed; de
udgjøre paa en Maade Rigsarkivet og fortælle Efterkommerne om deres Fædres
Bedrifter.
Endnu den Dag idag holde Indianerhyrderne paa Kordillerne Fortegnelse
over deres Hjorder ved Hjælp af lignende Knudenet, der kaldes Quipus; kun
meget faa af de Indfødte ere fortrolige med den Kunst at kunne meddele hele
Sætninger paa denne Maade, og de vogte sig vel for at lære Europæerne
Kunsten.
Billedskrift. Den Art af Skrift, vi hidtil have beskjæftiget os med, —
vi kunne maaske kalde den den materielle — er altfor ubekvem og uhandelig,
ligesom ogsaa altfor ubestemt til at den kunde faa nogen betydelig Indflydelse
paa et Folks aandelige Udvikling og derved gjøre en Literatur mulig. Alle-
rede den Omstændighed, at man efter Overenskomst tillagde de forskjellige
Gjenstande en eller anden Betydning, der iøvrigt slet ikke stod i Forbindelse
med deres Natur og Værsen, umuliggjorde enhver videre Uddannelse af denne
materielle Skrift.
Først da man begyndte at betegne Gjenstande ved en Afbildning af
dem, blev Skriften et Kulturelement.
Billedskriften maa betragtes som Spiren til ethvert Skriftsystem.
I Virkeligheden er der heller ikke Noget mere naturligt eller Noget, der ligger
den uudviklede Aand nærmere end Brugen af Billeder for at vække Forestil-
linger om Gjenstande: dette er en Kjendsgjerning man ofte kan faa Lejlighed
til at iagttage hos Børn og hos Døvstumme, der endnu ikke have lært at skrive.
Amerika er Billedskriftens klassiske Land; her møder den os endnu
ren og uforfalsket: Træernes Bark, glatte Klippevægge eller helt afbarkede
Træstammer maa tjene Indianeren til Materiale ved hans første Skriveforsøg.
Herpaa optegnede han til Efterretning for de Forbigaaende, hvor mange Krigere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
