Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor den Ene hører op med at bygge, kan den Anden trøstigt tage fat. Den
Ene hjælper den Anden med at betale Lærepengene for ham. Det er egoistisk
at finde en fattig Glæde ved at nyde en Fordel alene; og det lader sig ogsaa
kun gjøre til en Tid; men naar det bliver nødvendigt at slutte sig sammen
for med forenede Kræfter at vinde et Maal, som overstiger den Enkeltes
Kræfter, da kommer Egoisten med samt sit Princip tilkort. Og denne almene
Økonomis Dage ere nu komne. Naturen, som har Alt og ogsaa giver Alt
— dog ikke for Intet —, bliver bestandigt mere og mere angrebet efter en
omfattende Plan; og det er fordelagtigere end at handle hver fra sin lille
Krog. Naturen danner et i sig selv skjønt sammensluttet, harmonisk Hele,
og Menneskene maa altsaa ogsaa slutte sig sammen, og det ikke blot for at
skaffe os vore materielle Fornødenheder, men ogsaa for vor indre harmoniske
Udviklings Skyld.
Alle Mennesker leve i og ere en Del af den hele Natur, og det ikke
blot som Støvkorn, der have lejret sig paa et afsides Punkt, eller som Svampe,
der kun kunne leve og existere paa et bestemt Sted. Hele Jorden tilhører
os, ubegrænset og uden Skranker. Hvad Troperne bringe til Modenhed er
Menneskenes; og Zoblen i Polaregnene har ikke sin Pels længere, indtil
Mennesker tage den fra ham. Havets Dyb og Bjergenes Indre maa yde os deres
Skat. Tilvisse var det derfor fornuftigt efter fælleds Plan at frugtbargjøre
sig den fælleds Ejendom, at nærme sig hverandre til gjensidig Hjælp, række
hverandre en støttende Haand, give og modtage indbyrdes, beholde og fordele
det Gode, forkaste det Mangelfulde og i dette Øjemed rydde alt Saadant til
Side, som i fjerneste Maade kunde hæmme Samfærdsel og Udvexling.
Naar dette imidlertid hidtil ikke er sket i saa høj en Grad, som man
kunde ønske det, maa vi ikke derfor være altfor strenge i vor Dom over de
svundne Dage. Man maa først erhverve sig en høj Dannelse, inden
Opfattelsen af Livet, dets Formaal og Vilkaar kan opnaa en saadan Klarhed, som
vi da iøvrigt endnu ere meget langt fra at have naaet tilfulde; og da
Menneskeheden ikke har faaet nogen Lærer, men den selv har maattet prøve og
forsøge Alting, ogsaa det Fejle, saa er det indlysende, at ikke heller de
mange tilsyneladende uheldige Veje, som Kulturen til de forskjellige Tider
har betraadt, have været uden Nytte. Romerne havde en udviklet og meget
vidtstrakt Handel. Herved erhvervede de sig en Kundskab til den Del af
Jordoverfladen, som efter det Standpunkt, hvorpaa Datidens Erkjendelse
befandt sig, maatte vække langt mere Ærbødighed, end hvad vi nu kjende til
vor Planet, skjøndt det nu gjennemforskede Areal er mange hundrede Gange
større end det, Fortiden kjendte. Andre Verdensegnes Naturfrembringelser,
tropiske Frugter, vilde Dyr, Produkter af fremmede Landes Kunstflid, Guld,
Elfenben, Kryderier, Perler, farvet Tøj, Uldtæpper, ja selv germaniske
Kvinders blonde Haar, som Romerinderne satte megen Pris paa til Parykker, kort
og godt Alt muligt, som Natur og Kultur frembragte i de da bekjendte Dele
af Jorden, strømmede sammen til det vældige Rom. Til alle Verdens Egne,
der løde det romerske Septer, førte Veje, paa hvis Anlæg man offrede en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
