Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skibet, specielt Sejlskibet i Søen - Jordens magnetiske Poler. Isogoner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JORDENS MAGNETISKE POLER. ISOGONER. 357
tapperne paa en Jordglobe, betegne de magnetiske Poler kun de Punkter, hvor
Attraktionen til en given Tid er stærkest, eller hvor den magnetiske Kraft i
Jorden synes at være koncentreret, og hvor Inklinationen altsaa er 90 Grader.
Paa en af sine Polarrejser fandt James Ross i Aaret 18*31 Punktet
for den magnetiske Nordpol paa den vestlige Side af den Halvø, Boothia
felix, der skyder sig ud fra Amerikas Fastland paa omtrent 70° nordlig
Brede og 117° Længde Vest for Grenwich Meridian. Den samme Mand kom
paa en af. sine Opdagelsesrejser i det sydlige Ishav saa nær til den
magnetiske Sydpol, at han kunde bestemme dens daværende Beliggenhed til omtrent
74° sydlig Brede og 150° østlig Længde.
Hvis nu disse Polers Beliggenhed virkeligt var fuldt bestemmende for
alle Magnetnaales Stilling, vilde Sagen være simpel nok; thi ligesom vi drage
de sædvanlige Meridianer gjennem de to Jordpoler, kunde der paa samme
Maade drages magnetiske Meridianer gjennem de magnetiske Poler. Disse
skulde da angive Retningslinierne for alle mulige Kompasnaale, og Vinklen
mellem disse to Slags Meridianer (de retvis.ende og de misvisende) vilde
da være den almengyldige Afvigelse. Men i Virkeligheden forholder det sig
anderledes hermed: Misvisningen er meget forskjellig paa forskjellige Steder
af Jordkloden, maaske som Følge af selve Jordmassens magnetiske
Uensartet-hed. Der findes derfor ingen almindelige magnetiske Meridianer, da enhver
Naal saa at sige skaber sin egen Meridian; men forener’ man de Punkter,
hvor Naalene have samme Retning, faar man ingen Storcirkler, men
uregelmæssige, krumme Linier; disse kaldes Isogoner (Linier for de samme
Afvigelser), og deres Afsættelse paa Kort og i Tabeller har stor Værdi for
Søfarten. Uden disse kunde Sømanden ikke vide, hvor meget Naalen misviser
paa de tusinde forskjellige Punkter, han passerer paa en længere Rejse, og
hvor meget den aarlig forandrer sin Stilling. Lad os antage, at et Skib, der
er bestemt til Amerika, i Begyndelsen har en saadan Kurs, at Kjolen danner
en Vinkel paa 80 Grader med den sande Meridian. Af de ndarbejdede
Tabeller ved man, at Naalen her staar 12 Grader vest for Meridianen; man
trækker altsaa disse ,12 fra de 80; de 68 Grader, der blive tilbage, angive
den misvisende Kurs, det vil sige den Vinkel, som Skibets Kurs maa
danne med Magnetnaalen for at faa de ønskede 80 Grader, fra Meridianen at
regne. Men nu maa Sømanden ogsaa vide — og Tabellerne sige ham det —
at denne Vinkel efterhaanden forandres paa Vejen og bliver lig Nul allerede
før han naar Amerika, da Naalen der peger lige mod Nord. Oversaa han
dette og undlod han bestandigt at forandre sin Kursvinkel i Overensstemmelse
hermed, vilde Kompasset vildlede ham i høj Grad. Paa Søkortene ere derfor
Isogonerne eller ogsaa Misvisningerne afsatte.
Paa længere Rejser kontrolleres Skibskompassernes Rigtighed ved
umiddelbare astronomiske Observationer, saa ofte som der frembyder sig
Lejlighed dertil. Naar man da først har fundet Middagslinien (Linien mellem
det retvisende Nord og Syd), vil Afvigelsens virkelige Størrelse strax fremgaa.
Misvisningen for det paagjældende Steds Vedkommende findes paa Søkortet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
