Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grubedrift - Grubedriftens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRUBEDRIFTENS HISTORIE.
69
nogorsk i Altai og Bogoslofsk i Ural. Man fandt, at Tschuderne og de andre
ældste malmbrydende Folkestammer kun havde benyttet den Malm, der
forekom i meget løse og forvitrede Stenlag; de havde derimod ikke været i Stand
til at sprænge sig ind gjennem det faste Bjerg.
Fønicierne og Ægypterne fremstillede rimeligvis deres Broncer af
Kob-berkismalmer, der vare rige paa Zinkblende, og som paa mange Steder
forekomme i Form af Gange og Lag. Mange Oldgranskere mene ogsaa, at de
smukke Broncearbejder, som man finder i Kelternes Gravsteder, og hvoraf
enkelte vare prydede med Sirater af blaatfarvet Glas, maa tilskrives de nævnte
Folkeslag.
Amerikas ældste Indvaanere kjendte kun Sølv, Guld og Kobber. Andre
Folk begyndte derimod strax at anvende Jernredskaber ved Siden af
Stenredskaber. Afrikas Negre fremstille deres Jern paa en meget simpel Maade,
der ogsaa anvendes mange Steder i Indien og ligeledes synes at have været
brugt hos de gamle Germaner. De snevre og kun et Par Fod høje, murede
Smelteovne fyldes med Trækul, hvorpaa der lægges næsten ganske ren og
righoldig Jernmalm. Ved Hjælp af Blæsebælge af Dyrehuder drives der en stærk
Luftstrøm ind i Ovnen fra neden, hvorved der frembringes en Varme, der er
tilstrækkelig til at Kullene kunne trække Ilten ud af Malmet og til at smelte
det saaledes reducerede Jern.
De tyske Bjergegne ere opfyldte af utallige Dynger af Jernslagger,
hvilket tyder paa, at man der i umindelige Tider har anvendt en lignende
Fremgangsmaade for at skaffe sig Jern til Smedning.
Nomadiserende Folk kunne naturligvis ikke drive egentlig
Bjergværksdrift; de gjennemsøge kun lejlighedsvis Jordens Overflade for at se, om der
muligvis skulde findes Metal og Malm, og de første kaliforniske og australske
Guldgravere bare sig jo ad ganske paa samme Maade for ikke mange Aar
siden. Naturens Kræfter kom Guldsøgeren til Hjælp, idet de allerede for
længe siden havde opløst de Stenarter, hvori det ædle Metal forefindes. De
lettere, jordagtige Forvitringsprodukter skylledes bort; de Metaller, der
omsluttede Guldet, opløstes, og saaledes dannede der sig Guldsand, hvor
Metallet i Almindelighed forekommer som fint Støv eller smaa Korn, men
undertiden dog ogsaa i større Klumper. I Siberien er dette Guldsands
Metalholdighed kun yderst ringe — 1 Pund Guld i 1,500,000 Pund Sandmasse —
men i Flodlejerne eller hvor smaa Vandfald have ndøvet deres Indflydelse,
kan man stundom træffe lidt større Guldholdighed.
Det ser næsten ud, som om Guldet kun forekommer i Jordens
Overflade eller ialtfald kun ned i en forholdsvis ringe Dybde. I Gruberne i Australien
og ved Beresow i Siberien, findes der saaledes slet ikke Guld i en Dybde af
70—100 Fod.
De righoldige Malmlag ved Rammelsberg i Harzen bleve opdagede
ganske tilfældigt ved at Henrik Fuglefængers Jagthest skrabede med sin Hov
i Jorden, og Sølvlejerne i Joachimsdalen i Böhmen bleve opdagede ved at der
fandtes Forgreninger af rent Sølv indflettet i Rødderne af et Træ, som Stormen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
