Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grubedrift - Malmernes Dannelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MALMERNES DANNELSE.
83
lasur til Malakit, ligesom vi ogsaa kunne bevirke Afsætning af Sø- og
Myr-malm af jernholdigt Vand; men det vilde ikke desto mindre være i højeste
Grad urigtigt at antage, at Malmerne altid maa være fremkomne paa denne
Maade, fordi vor Erfaring siger os, at de kunne opstaa saaledes og virkelig
ogsaa undertiden opstaa saaledes. Efter al Rimelighed fandtes Malmernes
Bestanddele allerede indblandede i de ildflydende Masser, der siden stivnede
til Urbjerge eller kom til at udgjøre Materialet til de eruptive Bjergarter.
Mange Naturforskere ere endog tilbøjelige til at tro, at Jordens indre Kjærne
for Størstedelen bestaar af tunge Metaller, da denne Antagelse paa en meget
bekvem Maade vilde forklare Jordens Middeltæthed (5,aa), der er næsten
dobbelt saa stor som Jordskorpens. Ofte have de tunge Metaller allerede
fra Begyndelsen i stor Mængde indgaaet mineralske Forbindelser, saaledes
som Tilfældet er med Jernet, der udgjør en Bestanddel i mange almindeligt
forekommende Mineralier. I andre Tilfælde have de som Følge af deres ædle
Natur bevaret deres Selvstændighed og kun mekanisk blandet sig med den
øvrige Masse. Endelig maa man antage, at adskillige af dem ere bievne
drevne frem af Jordens Indre, efterat Jordskorpen allerede havde afsluttet sin
Dannelse.
Hele dette Spørgsmaal er dog egentlig af ringe Betydning, naar vi
erindre os, at der i den materielle Verden ikke findes noget absolut fast og
ubevægeligt. Ikke engang i saadanne Stenarter, hvor Staalboret kun
vanskeligt kan trænge ned, i den fasteste Granit og Porfyr, ligge de enkelte
Smaa-partikler i fuldstændig Ro ved Siden af hverandre.
Den nyeste Tids mikroskopiske Undersøgelser have godtgjort, at der i
alle Bjergarter findes en utallig Mængde Porer, hvorigjennem Vædskerne trænge
ind og udøve deres opløsende og forvandlende Virkninger. Et Slags
tiltrækkende Kræfter kalde vi Elektricitet, et andet Slags: Magnetisme, et tredie
Slags: kemisk Beslægtethed; men vi kunne næppe gjøre os nogen klar
Forestilling om, hvorledes alle disse Kræfter meddele sig fra Atom til Atom og
virke udjevnende gjennem hele Jordens Masse. Der er imidlertid ingen Tvivl
om, at saadanne Kræfter virkelig drive deres Spil; det fremgaar tilstrækkelig
tydeligt ikke alene af de Resultater af deres Virksomhed, som foreligge i de
metamorfoserede Bjergarter, men ogsaa af de gedigne Metalmasser, der i visse
Henseender frembyde en overraskende Lighed med de Metaludfældninger, den
elektriske Strøm frembringer i et galvanoplastisk Apparat.
Saa snart vi blot vide, at den fasteste Sten ikke er uigjennemtrængelig,
behøve vi ikke at lede længe efter Kræfter, der kunne være i Stand til at
sætte dens mindste Dele i Bevægelse. Og, hvis dette altsaa er Tilfældet
endnu den Dag idag, hvor meget stærkere maa dette Forhold da ikke have
gjort sig gjældende i langt tilbageliggende Tider, da ganske andre og
mægtigere Varmeforhold end de nuværende vare fremherskende baade ovenpaa og
under Jorden, og da de forvandlende Kræfter vare i Stand til at gjøre sig
ganske anderledes gjældende.
ß*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
