Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Saltvindingen - Saltets Betydning - Saltets Forekomst i Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SALTETS BETYDNING. SALTETS FOREKOMST I NATUREN.
133
Fremstilling af, hvorledes man vinder Saltet, saaledes som det forekommer i
opløst Tilstand i Saltkilderne og i Havvandet.
Saltet, deri Almindelighed kaldes Kogsalt, er en Forbindelse mellem
et meget let Metal, Natrium, og en ejendommelig, giftig Luftart, Klor.
Klornatrium — saaledes benævner Kemikeren Kogsaltet — er opløseligt i
Vand, og det saaledes, at 100 Dele Vand optage 27 à 28 Dele deraf. I sin
reneste Tilstand er det hvidt, gjennemsigtigt som Is og det krystalliserer
kubisk (i Tærninger). Det naturligt forekommende Stensalt bliver ofte brudt
i Krystaller, der veje flere Centner. Derimod danner det Salt, der udvindes
ved Fordampning af Saltkilder og Havvand, smaa hvide, uigjennemsigtige
fir-sidede Tragte. Naar vi komme til at tale om Saltsyderi, ville vi lære
Aar-sagen at kjende fil denne ejendommelige Krystalgruppering.
Menneskene have vundet Salt i umindelige Tider; i Tyskland findes
der utallige Saltkilder, der allerede ere bievne benyttede af Urindvaanerne.
Ved Nauheim fandt man Resterne af vidtstrakte Saltværker, der vistnok skreve
sig fra en keltisk Folkestamme. Disse Værker, der bestode af alleslags
Kogekar og Rørledninger af Ler, samt af Sten- og Bronceredskaber, laa 10 à 20
Fod under den nuværende Jordoverflade og vare dækkede af Jordlag, hvori
der fandtes germanske og romerske Oldsager, Vaaben, Begravelsespladse m. m.
Fremstillingen af Saltet var hos Germanerne i Begyndelsen meget simpel og
raa: de gøde det saltholdige Kildevand over Dynger’ af gloende Kul og fik
paa denne Maade sorte urene Saltskorper, som de derpaa benyttede til at
krydre deres Spiser. Romerne derimod, som for omtrent 2000 Aar siden
boede i det sydlige Tyskland, fik deres Salt fra Italiens og Sydgalliens
Havsaltværker og tilberedte det ikke selv af Saltkildernes Vand. Saltkilderne
vare hellige hos de Gamle, og de omgave dem ofte med Fæstningsværker,
saaledes som ved Nauheim, hvor man endnu kan se Spor af saadanne Anlæg.
Saltets Forekomst i Naturen. Havet, som optager mere end to
Tredie-dele af Jordens Flade, indeholder overalt Salt. Saltholdigheden er dog
ingenlunde lige stor paa alle Steder. Medens Havvandet det ene Sted kan være
meget saltholdigt, kan det paa det andet Sted være særdeles saltfattigt.
Navnlig er Saltmængden ubetydelig langs med de Kyster, hvor Floder falde
i Havet. Middelhavet er et meget lærerigt Exempel i saa Henseende. Det
sorte Hav indeholder næsten slet ikke Salt: det er et Havbækken, som
optager og atter fordamper store tilstrømmende Vandmasser fra Europas østlige
og mellemste Dele. Dog kan ikke alt det Vand, Floderne saaledes tilføre,
fordampes der, og en Del af det strømmer derfor gjennem Bosporus og
Dar-danellerne ud i det egentlige Middelhav, hvis salte Vand altsaa blandes med
ferskt langs med Grækenlands og Lilleasiens Kyster. Af samme Grund er
Vandet ogsaa mindre salt ved Nilens Mundinger, i Bugten ved Venedig, hvor
Floderne Etsch og Po udmunde, samt ved Marseille og Tortosa, i hvis Nærhed
de to store Floder Rhone og Ebro falde i Havet. Derimod er Vandet stærkt
saltholdigt langs med Syrien, Nordafrikas, Siciliens, Dalmatiens og Syditaliens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
