Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinding af de fossile Brændselsstoffer - I. Stenkulsbrydningen m. m. - Dannelsen af de fossile Brændselsstoffer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANNELSEN AF DE FOSSILE BRÆNDSELSSTOFFER.
169
skylder en Lav- eller Dalmose sin Oprindelse. Imidlertid behøver man ikke
at antage, at ethvert Brunkuls- eller Stenkulsleje engang i Fortiden maa have
været Tørv. Der findes nemlig ogsaa Brunkulslag, og disse udgjøre maaske
endog Flertallet, der i hele deres Tykkelse bestaa af træagtige Planter, og
som kunne fremvise fossile Levninger af stærke Træstammer — undertiden
endogsaa intet andet — lige ned til det Liggende. Af denne Beskaffenhed
ere f. Ex. Brunkullene i det sachsiske Lausitz og i mange af de nærliggende
böhmiske Distrikter. Disse Planterester have ganske vist antaget deres
nuværende Udseende ved en lignende Opløsning af de organiske Substanser som
den vi have været Vidne til ved Tørvedannelsen, maaske under Medvirkning
afVand, Varme og et stærkt Tryk; men denne Forvandling er ikke foregaaet
paa det Sted, hvor disse Planter oprindeligt voxede. Man er langt snarere
berettiget til at antage, at det Materiale, hvoraf Brunkullene i Tidens Løb
ere bievne dannede, er bleven sammenskyllet fra vidtstrakte Landomraader til
det forholdsvis begrænsede Rum, hvor Brunkulslaget derpaa har dannet sig.v
Brunkulslagene have i Almindelighed en forholdsvis kun ubetydelig
Udstrækning; ganske vist kunne de undertiden have en anselig Tykkelse
(Mægtighed), men denne er ofte, selv indenfor korte Afstande, meget foranderlig.
I den Del af Hessen, der kaldes Wetterau, forekommer der
Brunkulslag, der have en Udstrækning-af 3—4 geografiske Kvadratmil, og danne flere
smaa Bassiner, der ligge ved Siden af hverandre; et af disse, det ved
Dor-heim (Friedberg), er næsten helt brudt, og dets Formforhold, der ere nøje
undersøgte og kjendte, kunne derfor tjene som oplysende Exempel paa
saa-danne Aflejringer.
Brunkulslejet ved Dorheim har en Længde af mere end 2000 Fod og
en Brede af 250—400 Fod. Dets Begrænsningslinie er meget uregelmæssig,
og, medens Lejet ud imod Yderkanterne har en Tykkelse af 80 Fod, er
Mægtigheden af dets midterste Del kun 20—35 Fod. Det Lerlag, som ligger over
Brunkulslejet, er 50’—100 Fod tykt og indeholder hist og her Flodsnegle, et
Bevis paa, at en Flod eller mindre Vandløb maa have strømmet hen gjennem
denne Egn efter Kulfløtsens Tilblivelse.
Et andet Sted, ved Dornassenheim og Weckesheim, ligger der tre
Brunkulslag over hverandre, adskilte ved Lerlag, hvoraf man kan slutte, at
de sammenskyllede fossile Masser flere Gange ere bievne begravede under Dynd.
Brunkulslagene indeholde undertiden Levninger af Urverdenens Dyr,
nemlig dels Fisk og Snegle, der have levet i det Vand, hvoraf de
sedimentære Lag, der bedække Kulfløtserne, have afsat sig, dels af nu uddøde
Pattedyr. Disse sidste, hvis Ben ere bievne fundne i Kulfløtserne, levede i de
Skove, hvor Materialet dannedes til disse Fløtser, og de have, ved at drukne
i de gamle Tørvemoser, sammen med dem undergaaet alle de forskjellige
Forvandlingsgrader. Der forekommer i stor Mængde Levninger af Naaletræers
Frugter og Blade; de tilhøre for Størstedelen længst uddøde Planteformer og
udgjøre de sikreste Kjendetegn, hvorefter man kan bedømme en
Formations Alder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
