Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinding af de fossile Brændselsstoffer - I. Stenkulsbrydningen m. m. - Svenske Stenkul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
SVENSKE STENKUL.
blive en Rigdomskilde for Sverig. Nogle af disse Fløtser, der antages at
tilhøre Juraformationen, have en meget ringe Mægtighed og ere bievne
bearbejdede allerede for c. 300 Aar siden; andre af dem, f. Ex.
Höganäsfløt-serne, ere kun bievne bearbejdede siden Slutningen af forrige Aarhundrede,
atter andre kun i nogle faa Aar. I Sammenligning med andre Landes
Stenkulsproduktion har den aarlige Brydning dog været aldeles forsvindende (Aar
1874 saaledes kun 21/2 Million Kubikfod), og hvad der i det hele taget har
gjort det muligt at fortsætte Arbejdet med Fordel, er den Omstændighed, at
der lagvis med Kulfløtserne forekommer en meget værdifuld ildfast Ler. Disse
Fløtser have ligget indtil 300 Fod dybt. Ved de Boringer, der ere bievne
foretagne i de sidste Aar, er man kommet til Kundskab om, at den skaanske
Liasformation indeholder langt større Skatte, end man hidtil havde antaget.
Saaledes har man ved Jernbanen mellem Ramlösa og Raus, Sydost for
Helsingborg, foruden flere mindre Lag, Ogsaa fundet 3 Stenkulsfløtser, hver
omtrent 1 Fod mægtig; fremdeles 1 Fløts, der har en Mægtighed af 3 Fod, og
1 Fløts, der — indbefattet nogle tynde Skiferlag af tilsammen 2 Fods
Tykkelse — har en Mægtighed af 81/* Fod.
De skaanske Stenkul brænde ikke saa godt som de bedre udenlandske,
da de i Almindelighed indeholde en mindre Mængde rent Kul, men derimod
ere de ikke saa svovlholdige, hvad der maa anses for en stor Fordel. Det
har vist sig, at de ikke egne sig til længere Transport, da de nemlig have
Tilbøjelighed til at smulre. Imidlertid kunne de særdeles vel anvendes saavel
til Brændsel under Dampkjedler som til Fremstilling af Gas; den gode,
ildfaste Ler, der forekommer skiftevis med Kullagene, vil vistnok fremdeles lige
som hidtil blive et værdifuldt Biprodukt ved den egentlige Stenkulsbrydning.
Ved Höganäs anvendte man indtil henimod Aaret 1860 den gamle
engelske Pilarbrydningsmethode, hvorved en stor Del af Stenkulslaget maa
efterlades til Støtte for Loftet, men i de senere Aar har man begyndt at
arbejde efter en forbedret Methode. Orterne gjøres indtil 48 Fod brede og
løbe i en Afstand af 180 Fod fra hverandre; de igjenfyldes med den Skifer,
der brydes samtidigt med Kullene, saaat der i hver Ort kun bliver en 4—7
Fod bred Gang tilbage. Den Kulmur, der findes mellem to saadanne Orter,
og som jo har en Tykkelse af 180 Fod med en Længde af 500—800 Fod,
brydes derpaa i hele sin Brede, idet man begynder længst borte og fortsætter
hen imod Schakten eller Schaktorten, som fører derhen; alt, hvad der ikke
indeholder Kul, efterlades som Støtte for Loftet. Orterne ere 6 Fod høje og
altsaa ret bekvemme. Samtidigt med Kullet tager man ogsaa den
underliggende Ler i en Dybde af 1—2 Fod. Det faste Sandstensloft udkræver
ikke nogen Anbringelse af pitprops. Kullet og Leren transporteres fra
Brydningsstedet til Schakten af Heste, som hver trækker 10—12 sammenkoblede
Vogne, der gaa paa Sporveje, som dels ere byggede af Træ, dels af Jern.
Vognene skydes derpaa ind paa et Fordringsapparat og vindes op gjennem
Schakten ved Hjælp af Dampkraft. Der fordres daglig mellem 5000 og 6000
Kubikfod Kul og Ler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
