Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ædelstenene - Ædelstenenes Forekomst - Diamanten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÆDELSTENENES FOREKOMST. DIAMANTEN. 223
Ædelstenenes Forekomst er ikke knyttet til noget bestemt Klimat.
Tidligere antog man fejlagtigt, at kun Syden var i Stand til at fremkalde saa
livlige og glødende Farver i disse Stene. Nu har man dog ogsaa fundet
pragtfulde Ædelstene i Ural; søgte man omhyggeligere, vilde man uden Tvivl
finde Ædelstene mange andre Steder i Norden. Ædelstenene forekomme
hyppigst i de dybt liggende krystallinske Bjergarter, der anses for at være
Jordens ældste, saasom Gnejs, Glimmerskifer, Granit og Syenit. Naar disse
Stenarter forvitre som Følge af Luftens og Vandets forenede Indvirkning;
naar de derpaa falde sammen og Forvitringsprodukterne bortslammes, blive de
haarde, modstandskraftige Ædelstenskrystaller derimod ikke angrebne eller
miste i det højeste kun deres skarpeste Kanter og Hjørner medens de rulles
afsted, og derpaa blive de begravede i Sandet. De Egne, hvor Forvitringen
hurtigst foregaar, ere derfor ogsaa i Almindelighed rigest forsynede med de
saakaldte Vadskebjerge, der bestaa af Grus- og Sandlag, i hvilke Guld,
Platina og Ædelstene ligge skjulte, og hvor derfor ogsaa Ædelstenene lettere
kunne skaffes tilveje, end der, hvor man maa søge dem i det faste Bjerg.
Tidligere fik man de fleste Ædelstene fra Ceylon, Ostindien, Australien og
Brasilien, men alle disse Findesteder have maattet træde tilbage for de rige
Diamantmarker, som man i den nyeste Tid har opdaget i det sydlige Afrika.
Arbejdsmaaden, Slamming eller Vadskning er overalt den samme, som i
umindelige Tider er bleven benyttet ved Guldvinding.
Vi gaa nu over til at betragte de enkelte Ædelstene og gjøre
Begyndelsen med den ædleste af dem alle:
Diamanten. Denne Sten har allerede fra de ældste Tider været bekjendt
for sine udmærkede Egenskaber, og dens Navn er næsten blandt alle Nationer,
hvor den har faaet en særlig Benævnelse, bleven afledet af dens mest
fremtrædende Kjendetegn, dens Haardhed. Det gamle indiske Sprog kalder den
Azira, den, som ikke kan ødelægges, eller Lohadshit, Metalbesejreren.
Perserne, Araberne og Kurderne kalde den Almas eller Elmas, der minder
om det græske Ad am as, den ubetvingelige, der atter møder os i det syriske
Ord Adomos og det kurdiske Adamand, ligesom ogsaa i de nyeuropæiske
Benævnelser Diamond, Diamant m. fl.
Diamanten er det haardeste af alle Legemer; den ridser det haardeste
Staal og kan kun slibes i sit eget Støv. Den er temmelig tung, idet dens
Vægtfylde nemlig er tre Gange større end Vandets. I sin reneste Form er
den aldeles farveløs og fuldstændigt klar. Dens Krystalflader sprede det
indfaldende Lys i de prægtigste Farver.
Diamantens kemiske Sammensætning er saa simpel som vel muligt.
Den bestaar nemlig af rent Kul og kan altsaa opbrændes. Lavoisier og Davy
vare de første, som anstillede det kostbare Forsøg at forbrænde Diamant ved
Hjælp af et stort Brændspej], De opsamlede den Luft, der udviklede sig ved
Forbrændingen, og det viste sig nu, at den bestod af Kulsyre, ganske som den,
der gaar bort ved Forbrænding af Kul eller Ved. Men allerede længe i
For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
