Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ædelstenene - Turmalin - Granat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
TURMALIN. GRANAT.
at tiltrække lette Legemer for efter- nogle Øjeblikkes Forløb atter at frastøde
dem. Turmalinen bestaar af Ler-, Kisel- og Lithionjord, Bor, Kali, Natron
og Jern. Dens almindelige Farve er brun eller sort, og saaledes forekommer
den hyppigt i Granit og i metamorfiske Bjergarter. Der findes dog ogsaa
smukt farvede Varieteter, der anvendes til Smykker; disse ere snart røde som
Ferskenblomsten, snart blaa eller grønne; det første Slags kaldes Siberit og
findes sammen med Topas, Krysoberyl og Smaragd ved Miask; det andet
Slags forekommer’ navnlig i Ostindien og i Sydamerika.
Juvelhandlernes »indiske Smaragder« ere som oftest grønne Turmaliner.
Rød Turmalin kaldes i Almindelighed Rubelit og blaa Turmalin Indigolit.
Navnet er af orientalsk Oprindelse; Hinduerne kalde den Turnamal, Araberne
Turmala, og heraf have derpaa de nyere Mineraloger dannet Ordet Turmalin.
Ofte kan en og samme Turmalin have flere forskjellige Farver; den røde
siberiske staar i særlig høj Pris.
Granat bestaar af Lerjord og Kiseljord med vexlende Mængde af Kalk,
Jern, Talk, Krom og Mangan; den krystalliserer i Rhombedodekaedre (Fig. 98)
og beslægtede Krystalformer. Navnet afledes enten af det latinske granum,
Korn, idet Krystallerne nemlig ofte forekomme som en kornet Masse, eller
ogsaa af at dens Farve har Lighed med Granatæblets.
De ædle Granater have forskjellige røde Farver og benævnes herefter:
Alman din er rød med svagt blaaligt Skjær, Karfunklen er mørkerød,
Py ropen blodrød. Den sidste findes i Böhmens Mittelgebirge og i Egnen
ved Gitschin ved Vadskning af løse Jordlag, hvorefter Krystallerne slibes dels
i Böhmen selv, navnlig i Turnau, hvorfra Benævnelsen »böhmiske Granater«
skriver sig, dels og fremfor alt i Schwarzwald. Store Krystaller ere meget
sjeldne, og det hører til de store Undtagelser at finde Ædelgranater, der ere
større end en Hasselnød. Derimod forekommer der store Masser af smaa
Granatkorn, og Vadskningen betaler sig kun daarligt.
Pyropen kaldes ogsaa Karfunkel fordi den, naar den er sleben, lyser
som glødende Kul. De gamle Hebræere, Æthiopere og Ægyptere gave den
paa deres forskjellige Sprog et Navn, der netop betyder glødende Kul;
Grækerne kaldte den Anthrax, Kul, hvilket Ord Romerne oversatte med carbunculus,
et lille Stykke Kul, afledet af carbo-, dette Ord gik senere over til det nu
brugelige Karfunkel.
Pyropens oprindelige Plads er indvoxet i Stenarter f. Ex. Serpentin.
Granaten hører til de hyppigst forekommende Stene; allerede i de
ældste Tider blev den bearbejdet og er endnu bestandig en meget yndet og
dog billig Sten, der finder en vidtstrakt Anvendelse til Armbaand, Broscher,
Ringe m. m. Mange Granatarter ere grønne; de hedde Stikkelsbærstene
eller Grossularer; man forvexler ofte den ligeledes grønne Vesuvian med
dem. Andre ere sorte; de kaldes da Melaniter. Brune, uigjennemsigtige
Granater blive pulveriserede og anvendes som Slibepulver.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
