Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Planterne og deres Dyrkning - Foderavlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FODERAVLEN.
349
Vintersæd. Pasningen af Kløvermarken indskrænker sig til Borttagning af
Stene, Overharvning, Jevning af Muldvarpeskud og Udryddelse af Ukrudt.
Kløveren høstes enten til Grøntfoder eller Hø, eller den afgræsses. Høsten
foretages med Varsomhed, for at de tørrede sprøde Blade ikke skulle gaa tabte.
Ofte kan der høstes to Gange paa et Aar. Man regner at der paa en Tønde
Land kan høstes af Rødkløver 50 — 100 Centner Hø, af Hvidkløver 25 og af
Blodkløver 80 Centner, hvilket svarer til c. 5 Gange saa meget grønt Foder.
Nu om Stunder dyrkes dog Kløveren i Reglen i Blanding med forskjellige
Græsarter, hvorved Afgrøden gjøres sikrere, ved en passende Blanding nok
saa vel egnet som Kreaturfoder, og Jorden bliver mindre let kløvertræt. De
hyppigst anvendte Fodergræsser ere Rajgræsarterne, Thimothe og i den nyere
Tid Hundegræs, Engrævehale, Agerhejre o. fl.
Lucernearterne (medie ag o) give et endnu bedre Foder, men dyrkes
hovedsagelig kun i Vin- og Majsegnene. De give der fire, ja undertiden
endog otte Afgrøder (Maanedskløver) og er det tidligste grønne Foder. Alle
Arterne ere fleraarige; den sædvanlige blaa Lucerne (m. sativa) kan undertiden
give god Afgrøde i 12—15 Aar. Pasning og Gjødskning er den samme som
for Kløveren, men Udbyttet er langt større, hvorvel Lucernen er mere
øm-taalig for usunstigt Vejr, Frost og Fugtighed. Lucernehø er en af de bedste
Høsorter, rigt paa Kvælstof, men netop derfor ogsaa farligt, idet det især om
Foraaret let foraarsager Trommesyge. Blandet med Halm er det uskadeligt.
Esparsetten (pnobrychis), hvis Dyrkning i Norden ligeledes er meget
indskrænket, overtræffer Lucernen, men trives kun paa stærk kalkholdig Jord
og giver ikke saa store Afgrøder; den taaler derimod godt Tørke og kan give
gode Afgrøder i 10 til 12 Aar.
Vikke (vicia) dyrkes fortrinsvis blandet med Havre o. lign, til
Grøntfoder, saakaldet Vikkeblandsæd; denne Blanding kan ogsaa tørres til Hø.
Ærter dyrkes ofte i Blanding til Grøntfoder.
Spergel (spergula maxima) lykkes bedst paa sandet Jord; den modnes
paa 6—8 Uger,’ bredsaas og giver et godt, men dog vanskeligt tørrende Hø.
Lupindyrkningen har nu udbredt sig i Sandegnene. Den blev
oprindelig som en Plante, der var god til Grøntgjødskning, indført i Tyskland
af Wulffen (1820), men anvendes nu desuden, dog ikke i stor Udstrækning,
som Grøntfoder. Den lykkes kun i løs Jord ligesom Se radellen og andre
nye Foderplanter.
Jordartis kok eller Topinambur (helianthus tuberosus) er en
haard-før Plante, der giver spiselige Rodknolde samt Blade, der ere tjenlige til
Foder, og Stængler, der btuges som Brændsel. Rodknoldene bruges
sædvanligvis til Foder og kunne uden at tage Skade blive i Jorden Vinteren over.
En Gang, dyrket er denne Plante vanskelig atter at udrydde.
Hvid Sennep (sinapis alba) og Pastinak (pastinaca sativa) høre,
ligesom Kaal, Raps og de tidligere nævnte Rodfrugter, ogsaa til Foderurterne,
ligesom de egentlige Sædarter da ogsaa ofte i ikke ringe Udstrækning bruges
som Foder, ja deres Halm maa endog kaldes det almindeligst anvendte Vinterfoder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
