Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skoven, dens Benyttelse, Fredning m. m. - Skovens Fjender - Havets Frembringelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOVENS FJENDER.
423
for alle brændbare Sager. Selv om den saaledes rensede Strimmel Jord
kun er et Par Fod bred, vil denne Forholdsregel strax gjøre god Virkning;
bliver det nødvendigt, gjør man den hurtigt bredere. Hvis Skovbunden er
tørveholdig og derfor maaske ogsaa fatter Ild, bliver man nødt til at grave
en mere eller mindre dyb Grøft i Stedet for at rense Overfladen af Jorden.
Naar Ilden har angrebet selve Træerne, saaat de staa i lys Lue, er Sagen
ganske anderledes alvorlig, saa meget mere som den stærke Varme og Røg
næsten gjøre det umuligt at nærme sig Brandstedet. For ikke at være
uforberedt ligeoverfor en saadan Fare anlægger Skovbrugeren i de større
Naaletræ-skove 25—50 Alen brede Brandlinier, som ere ubevoxede, og ved Pløjning,
Afskrælning ell. desl. holdes fri for Lyng. Disse Brandlinier anlægges
saaledes, at de tillige tjene som Afdelingslinier i Skoven og yde tillige den Nytte,
at de Træer, som staa nærmest ved dem, faa en kraftigere Udvikling og
derfor bedre kunne modstaa Vindens Magt, saaat de altsaa danne Læbælter
inde i selve Skoven. Løvtræplantninger (navnlig af saadanne Træer, som
ikke beholde det visne Løv om Vinteren) langs disse Brandlinier, ere et
fortrinligt Middel til at standse Ildens videre Fremtrængen. Ofte vil det ogsaa
kunne være heldigt at bekæmpe Branden ved at anlægge saakaldt Kontraild,
hvilket vil sige med Flid at afbrænde en Skovstrækning i Vindretningen for
saaledes at berøve den fremrykkede Brand den nødvendige Næring.
Naturligvis maa, en saadan forsætlig Brand kontrolleres med stor Omhyggelighed,
forat der ikke af den skal opstaa en ny farlig Skovbrand.
Naar en Skovbrand er slukket, maa Forstmanden undersøge, hvilke
Træer der ere bievne saa beskadigede, at deres Livskraft maa anses for brudt.
De blive da strax omhuggede; lod man dem blive staaende, vilde de kun
bidrage til at skaffe en anden af Skovens talrige Fjender, Barkbillen,
større Udbredelse. Dette næsten usynlige Insekt angriber nemlig fortrinsvis
syge Træers Bark og foretrække saadanne fremfor raske og sunde; her er
nemlig Saften for rigelig. Den opsøger derfor i Almindelighed de Steder af
Skoven, hvor Træernes Bark er bleven indtørret enten af Sol eller Vind eller,
som anført, ved den under en Skovbrand udviklede Varme. Naar Barkbillerne
nu en Tidlang have faaet Lov til uforstyrret at formere sig, ville de tilsidst
ogsaa angribe de fuldstændigt friske og saftige Træer, og man har adskillige
Exempler paa, at hele Skovstrækninger ere bievne ødelagte af dem.
Naar man mærker, at disse Biller have indfundet sig i et Skovdistrikt,
søger man at lokke dem ved saakaldte Fangtræer. Efter det formodede Antal
Insekter fælder man en mindre eller større Mængde Træer uden at borthugge
Grenene. Den nederste Ende af Stammerne lægges op paa Stubben, og
Grenene holde den øvrige Del af Stammerne oppe fra Jorden. Hvis det er
nødvendigt, anbringer man desuden Støtter under Stammerne. Billerne ville
nu forlade de friske Træer, hvori de have taget Ophold for at bosætte sig i de
fældede Træer. Efter et Par Ugers Forløb afskaller man Barken paa
Fang-træerne; naar nu Billerne her endnu vise sig som Larver eller Pupper, dræber
man dem let ved blot nogle Øjeblikke at udsætte dem for Sollyset; ere de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
