Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krydderier - Indledende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER.
ofte hidført en Overirritation, som kan have alvorlige Følger baade for Sjæl
og Legeme. Beboerne af de varme Lande, der uden Maadehold benytte
skarpe og stærkt hidsende Kryderier, udmærke sig ved at besidde ubændige
Lidenskaber.
Brugen af Krydderier gaar sikkert lige saa langt tilbage i Folkenes
Kulturhistorie som Trangen til at forbedre flove og lidet nydelsesværdige
Næringsmidlers Smag ved forskjellige Tilsætninger. Endog Eskimoerne krydre
gjerne det raa Kjød med de unge Spirer af Skeurt og Surkløver, som de
besværligt indsamle i Løbet af den korte Sommer; de benytte disse Planter
som en bitter, antiskorbutisk Salat, og vore egne Forfædre havde, allerede
længe førend de vare komne i Berøring med de paa Krydderiplantei’ saa rige
Middelhavsegne, blandt deres Hjemlands Planter opledt sig Kommen, Enebær,
Snitløg og adskillige andre Kryddervæxter.
Hvis- saadanne Krydderplanter ikke saa let faldt hen .i Muld, vilde
maaske Levningerne fra Pælebygningernes Tid og vore »Kjøkkenmøddinger«
vise os, at man allerede i Stenalderen nød Brøndkarse og andre Krydderstoffer
til üroxesteg og Østers. Allerede for meget lang Tid siden bragte man en
Mængde Krydderplanter over Alperne, ja endogsaa fra vor Verdensdels
sydøstlige Egne. Munkene dyrkede dem i Klosterhaverne, Borgkapellanerne i
Borghaverne, og derfra udvandrede de videre til Borgerens og Bondens
Kjøkkenhave.
Det er navnlig to omkring Middelhavet hyppigst forekommende
Plante-familier, som hos os have faaet Anvendelse som Krydderiplanter, nemlig
Skærmplanterne og de Læbeblomstrede. Til den første Gruppe høre Persille,
Fennikel, Dild, Anis, Koriander, Selleri, ja ogsaa Asa foetida, der hos os er
brændemærket med Navnet »Dyvelsdræk«, hvis Harpix, der lugter som Hvidløg,
i Orienten anvendes som Krydderi paa Maden; af de Læbeblomstrede kan
nævnes: Salvie, Timian, Merian, Basilikum, Isop m. fl. Hertil kommer
endvidere Peberrod, Ræddike, Sennop, Kapers, Rude, Estragon, Laurbær,
Havekarse og Løgplanternes talrige Arter, heriblandt Hvidløg. Saa ubehagelig
dette sidste end er for mange, saa har det dog fra Arilds Tid været i Brug
blandt de østerlandske Folk. Hebræerne kalde det Schum, Araberne Tum,
og allerede i de indiske Bøger, der ere skrevne paa Sanskritsproget, finder
man det omtalt som Krydderi under Benævnelsen Mahrushusda. Paa en Maade
høre ogsaa de bekjendte Sydfrugter til Krydderierne. Orangeblomstolie,
Ber-gamotolie, Citronsaft, Citronskal, raa eller kogt med Sukker, Citronat, grønne
Pommeranser m. fl. anvendes nu om Stunder almindeligt i Kogekunsten og til
den finere Bagning. Andre Krydderier, som spille en Rolle i Orienten, f. Ex.
Moskus, Zibeth og Ambra, sloge ikke an hos os; endog Safran anvendes
langtfra saa meget nu som tidligere.
I Stedet for disse ældgamle, navnlig fra Middelhavslandene hentede
Krydderplanter, der i Aarhundreder have været de eneherskende, optræde nu
Tropelandenes Krydderier. Mellem Vendekredsene blandes og destilleres i
Naturens Laboratorium utallige Stoffer, som vore tempererede Bredegraders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
