Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farverne og deres Beredning - Antimoncinober - Ultramarin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
ANTIMONCINOBER. ULTRAMARIN.
der gaar under Navn af Antimoncinober. Allerede i forrige Aarhundrede
kjendte man dette Farvestof, der egner sig særdeles vel til Rivning med
Fernis og Olie, og som er uforanderligt i Luft og Sollys; i den sidste Tid
har man begyndt at skjænke det forøget Opmærksomhed.
Naar man opheder en Blanding af et svovlundersyrligt Salt med en
Antimonopløsning, danner der sig en Udfældning, Antimoncinober, idet Saltet
afgiver den ene Halvdel af sin Svovlholdighed til Antimoninetallet. 1 den
fabrikmæssige Fremstilling anvendes svovlundersyrlig Kalk og Klorantimon.
Man sammenblander Opløsninger af begge disse Stoffer i Beholdere, under
stadig Omrøren opheder Blandingen med Damp og afslutter Arbejdet, naar
Udfældningen har antaget den smukkeste Farvetone. Fra at være straagul
gaar Farven over til at blive orangegul og rød; vedbliver Arbejdet, bliver
den brun og tilsidst næsten sort. Den røde Udfældning vadskes og tørres
vel, hvorimod den klare Vædske, der staar over Bundfaldet, ledes over
Kalk-svovllever, hvorved der strax igjen dannes svovlundersyrligt Kalk, der
benyttes til at frembringe en ny Udfældning o. s. v.
Kadmiumgult (jaune brillant) hører ogsaa til denne Klasse
Farvestoffer; det fremkommer, naar Kadmiumopløsning bringes sammen med en
Vædske, der indeholder Svovlbrinte. Det er temmelig kostbart, roen udmærker
sig ogsaa ved sin skjønne Farve og sin Holdbarhed.
Kadmiumgult forekommer i Naturen under Navn af Greenockit, men
dette Mineral er saa sjeldent, at det aldeles ikke vilde kunne betale sig at
berede Farve heraf.
Ultramarin. Ved Navnet Ultramarin betegner man en blaa Farve,
der stammer fra Mineralriget, og som fremfor alle andre udmærker sig ved
sin Kraft og Ild. Tidligere blev den fremstillet af den temmeligt sjeldne
Lasursten (Lapis lazuli). Denne Sten kom til Europa fra Kina og det høje
Tatari, den bedste over Orenburg fra Bukariet. Den forekommer som en
smuk blaa Masse i Kalksten og uden ringeste Tegn til Krystallisering. Dens
Evne til at modtage Politur er temmeligt stor, og denne Egenskab — i
Forening med de smaa guldglinsende Svovlkiskrystaller, der ere spredte i hele
dens Masse — have stedse gjort den meget efterspurgt til Smykker o. 1.
Den anvendtes saaledes ikke blot til Mosaiker, men ogsaa til Daaser,
Juvelskrin m. m., men dens ringe Haarhed gjorde den uanvendelig til
Ringsten. Paa dette Sted har denne Sten kun Interesse for os som et kostbart
Farvestof.
Den naturlige Ultramarin fremstilles paa følgende Maade: man tager
de reneste, helt mørktfarvede Stykker og støder dem — efter at de først
paa det omhyggeligste ere bievne befriede for alle fremmede Indblandinger —
til et grovt Pulver, som omtrent en Time udsættes for en ikke for voldsom
Glødhede i en Digie; Pulveret hældes derefter i Eddike, hvor det bliver
liggende nogle Dage. Derved opløses de kalkartede Bestanddele. Hvad der
bliver uopløseligt, river man i Mortere af Agat eller Porcellæn til det fineste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
