BLYANTSPENNE. 483 tynde Stænger. Paa denne Maade bearbejdes endnu Resterne; de Blyanter, der tilvirkes heraf, give ikke de tidligere noget efter i Godhed, da man har lært at behandle Raastoffet paa en meget mere rationel Maade. Foruden i England tilvirkede man tidligt Blyantspenne ogsaa andetsteds og efter samme Methode; men de vare dog langtfra saa gode som de engelske, da Raastoffet var ulige siettere; dette var navnlig Tilfældet i Bajern, hvor der findes Grafitlag ved Oberzell i Nærheden af Passau. I Byen Stein i Nærheden af Nürnberg begyndte Fabrikationen allerede omtrent Aar 1720; Aar 1761 blev der her af Kaspar Faber anlagt en Fabrik, der var Begyndelsen til den nu verdensberømte Anstalt. Aar 1766 fik Grev Kronsfeld Tilladelse til at anlægge en Blyantfabrik i Jettenbach, og Aar 1816 anlagde Regeringen selv en Fabrik, der efter at være kommen godt i Gang blev overladt til Brødrene Rehbach i Regensburg, af hvilket Firma den endnu drives.' I Bajern benyttede man tildels Cumberlandsgrafit og fabrikerede heraf »ægte engelske Blyanter«, idet man sønderskar større Stykker Grafit til tynde Blade ved Hjælp af fine Save; disse Blades Sideflader bleve derefter befriede for Savridserne ved Slibning paa en horisontal Skive, og først nu blive Bladene itusavede til kvadratiske Stifter, der indfattedes i Træ. Til de saakaldte »kunstige Blyanter« anvendte man dels Affald af de ægte, dels og hovedsagelig indenlandsk Grafit, der findes paa forskjellige Steder, dels som jordagtig Masse, dels som Støv. Enten fremstillede man heraf — ved Tilsætning af et eller andet Bindemiddel — større tætte Masser, der tørredes og behandledes paa samme Maade som den naturlige Grafit, eller ogsaa formede man Stifterne umiddelbart af den endnu bløde Masse; denne Methode var ulige bekvemmere. Det var imidlertid nødvendigt og tillige vanskeligt at finde et Bindemiddel, der gjør Grafitmassen tilstrækkeligt sammenhængende uden dog at forringe dens Evne til at affarve. Længe benyttede man hertil Svovl (1 Del Svovl for hver 2—21/« Del Grafit) eller ogsaa Svovlantimon i samme Mængdeforhold; senere anvendte man Lim og Gummi. De to første Stoffer, som man ved Smeltning søgte at forene saa godt som muligt med Grafitmassen, vare imidlertid for saa vidt uheldige som de Stifter, der bleve forfærdigede heraf vare større og kun vanskeligt lode sig spidse; senere bleve de derfor ogsaa kun anvendte til de groveste Blyanter; Gummi og Lim ydede derimod ikke tilstrækkelig Modstand imod Fugtighedens Indvirkning. Da var det at Franskmanden Condé, der ledede en Blyantspennefabrik sammen med sin Svoger Humblot-Condé, gjorde en Opdagelse, som man vilde være blevet ledet til langt tidligere, hvis man blot havde underkastet Cumberlandsgrafiten en nøjagtig kemisk Analyse: thi denne Masse indeholder omtrent 24 Procent Kul, 8 Procent Jern og 36 Procent Ler og Kalk. Condé fandt nemlig, at Ler er det bedste Bindemiddel for Grafit, der forekommer i jordagtig eller støvformet Skikkelse, og at Blyantsmassen ved en passende Tilsætning heraf og paafølgende Glødning ikke alene bliver betydeligt billigere men ogsaa lader sig forarbejde til forskjellige Grader af 31*