Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Indledende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER.
491
Lommetørklæder (bandanos) og Handsker (chogas), at give deres Arbejder en
Glans og Harmoni i Farverne, som er uden lige i Smag og Rigdom. Kina
og Japan have ligeledes allerede i xÅartusinder kjendt den Kunst at tillave
og anbringe Farver og øvet den i meget stor Maalestok. Fortidens egentlige
Skjønfarver-Folk var dog Fønicierne, og navnlig ansaa man Tyrus som det
Sted, hvor Kunsten havde naaet sin højeste Fuldendelse i denne Retning.
Usandsynligt er det ikke, at den fra dette Midtpunkt for den gamle Verdens
Handel med vidt sejlende føniciske Skibe er bleven ført ogsaa til andre Lande.
De Tøjer, Maatter og Klæder, som Tyrerne farvede, hentede de for
Størstedelen fra Ægypten, saaledes som man ser i Ezechiels Klage over Tyrus’
Ødelæggelse.
De gamle Grækere synes at have sat mindre Pris paa farvede Tøjer,
og Dragten var hos dem som oftest uden Farve; dog kom ogsaa her lidt
efter lidt smukke Farver i Brug. Pallas Athene, Kunstflidens Gudinde, var
som Ergane ogsaa Beskytterinde for Vævning og Farvning. Ved de Fester,
der vare hende helligede, Panathenæerne, bragte de attiske Jomfruer hende
en Gave af en kunstfærdig smykket, mangefarvet Pepion. Hos Romerne var
en rød Bræmme paa den hvide Toga Kjendetegn paa Personer af Rang;
Ridderne bare den rødstribede Kappe (trabed); ved Sorg farvedes Togaen
sort; ved Legene i Cirkus adskiltes de kæmpende Partier ved Farven af
deres Klædning o. s. v. Plinius kjender og nævner flere Farvestoffer. Som
saadanne synes næst efter Purpurfarven navnlig følgende at have været
anvendte i Oldtiden: Alkanna, askillige Lavarter, Gyvel, Krap, Vajd, Galæbler,
Granatæblekjærner og Frøene af en ægyptisk Akacie, Jern- og Kobbervitriol
samt Alun. Med Undtagelse af Saffran, der dog mest anvendtes som Krydderi,
træffe vi ingen Farveplanter blandt de Planter, der bleve dyrkede hos
Romerne. I Dioskorides’ Plantefortegnelse finde vi derimod: Vajd, Krap, Alkanna,
Saffran og Visse.
I de ældste Tider synes det, som om rødt, hvidt og sort have været
de eneste Farver, som anvendtes til Klædningsstykker; først meget sent, alt
som Farvekunsten uddannedes, kom hertil blaat, gult og andre Farver. I
Orienten stod den højst i Anseelse, og fra Tyrus’ Blomstringstid af blev dens
Produkter meget yndede i hele den civiliserede Verden. Navnlig vare
Perserne og Syrerne bekjendte for deres Dygtighed i Farvekunsten; fra
Slutningen af den gamle indtil langt ind i den nyere Tid blev dog Lilleasien eller
Levanten anset som dens Hovedsæde. Her optog Muhamedanerne den gamle
Skik ved Dragtens Farve at betegne den forskjellige Rang; grønt er saaledes
Udmærkelsestegnet for Profetens Familie, og den grønne Turban Hæderstegnet
for Hadschien eller Mekkapilegrimen. Paa samme Maade er det i Ostindien
endnu den Dag idag nøjagtigt foreskrevet, hvilke Farver saa vel de
forskjellige Kaster som ogsaa de særlige Grader indenfor samme skulle bære, lige
som ogsaa hvorledes Farverne skulle være sammenstillede. De europæiske
Fabrikanter kjende disse Regler meget nøje og have særlige
Mønsterbøger derfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
