Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Indledende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 INDLEDENDE BEMÆRKNINGER,
Ogsaa hos Folk med en Civilisation, der har uddannet sig fuldkommen
upaavirket af den gamle Verdens, har man truffet Farvekunsten mere eller
mindre udviklet som et Middel til at forskjønne Klædedragten. Perus og
Mexikos gamle Indbyggere forstode sig fortræffeligt herpaa, og Cortez sendte
Kejser Karl V. farvede Tøjer fra Mexiko, som vakte Opsigt paa Grund af
deres Skjønhed. Nordamerikas Indianerkvinder forstaa ligeledes at give de
Bastfibre og Snore, hvormed de smykke Mokasinerne og Bøffelhuderne., en
meget pyntelig Farve. Som Farvestoffer benytte de rød Ler, Sumak,
Blaa-bær, Galæble o. s. v. De Indfødte paa Australiens Øer farve paa forskjellig
Maade deres primitive Tapa, et Klædningsstykke lavet af et Slags Bark, inden
de endnu havde lært Bomulden at kjende. Paa de ostindiske Øer staar
Farvekunsten højt, endskjøndt den endnu staar paa samme Punkt som for tusinde
Aar siden. De Steder af Mønsteret, som man ønsker at give en anden Farve
— hedder det i en Beskrivelse over den gamle indiske Farvekunst — belægges
med Mastix, der ikke opløses hverken i kolde eller varme Farver. Naar
Tøjet nu dyppes i Farven, er det ensfarvet, naar det tages op; men for at
faa flere Farver behøver man blot at opløse Mastixen i en egen Vædske,
hvorpaa Tøjets Grundfarve, der har holdt sig under Belægningen, atter
kommer frem.
Malajerne paa Java, Sumatra og Bali farve endnu den Dag idag deres
Saronger eller Hofteklæder paa denne Maade og forstaa at give denne deres
vigtigste Beklædning de skjønneste Mønstre. En rejsende har for ikke lang
Tid siden beskrevet Fremgangsmaaden saaledes. Arbejderne ophænge Tøjet,
der skal farves og males, paa et simpelt Stillads og begynde at tegne Figurer
paa den hvide Dug med et lille fint Kobberrør, der løber ud i en Spids lige
som en Pen. Ved Siden af ham staar et Fyrfad, hvor et sammenblandet Vox
holdes flydende i dette Øjemed. Paa Kobberrøret findes en lille Beholder,
der ligner et Pibehovede, som fyldes med det flydende Vox, som løber
gjennem Røret og ved et Tryk med Fingeren trykkes ud paa Tøjet. Her dækker
det alle de Steder, som ved den første Farvning ikke skulle antage en ny
Farve men beholde Grundfladen. Mønsteret maa naturligvis tegnes og dækkes
ganske ens paa begge Sider af Tøjet, for at Farven ikke noget Sted skal
trænge igjennem; herved bliver Arbejdet endnu mere besværligt og langsomt.
Tegningen sker aldeles paa fri Haand; desuagtet kan man ikke noksom beundre
det overordentlig sikre Øjemaal og de smagfulde Arabesker. Naar Tegningen
er færdig over hele Tøjstykket og paa begge Sider, dyppes det i Farvestoffet.
Naar Tøjet har taget fuldstændigt imod Farven, tages Voxet bort, og Væven
viser sig nu tofarvet med en mørkere Bund, paa hvilken de af Voxet
beskyttede Steder vise sig med Tøjets oprindelige Farve. Hele denne
Fremgangs-maade maa dog gjentages, hver Gang en ny Farve skal anbringes, og heraf
kan man gjøre sig en Forestilling om, hvor omstændelig og kostbar en saadan
Farvning er. De smukkeste og dyreste Saronger komme fra det østlige Java,
fra Sainarang, Surabaya, Solo og flere Steder, og man faar derfra virkelig
forbavsende Arbejder af denne Art.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
