Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Farvestoffer fra Planteriget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
FARVESTOFFER FRA PLANTERIGET.
rødt men sammen med andre Farvestoffer til Blaa-, Brun- og Sortfarvning.
Det faas af et Træ Hæmatoxylon campechianum af sammes Kjærneved, der er
befriet for Barken og Splinten. Efter den Egn, hvor det først blev opdaget,
Kysten af Campechebugten, kaldes det ogsaa Campechetræ. I Aaret 1570
blev det først indført i England; men da man dengang endnu ikke forstod at
gjøre Farven holdbar, blev Indførselen under Dronning Elisabeth udtrykkeligt
forbudt ved en Parlamentsakt (1581); paa engelsk kaldes Træet logwood. I
over et Aarhundrede blev dette Forbud opretholdt, hvorvel det ofte blev
omgaaet, idet man nemlig gav Varen det nye Navn blackwood (Sorttræ). I
Aaret 1715 bragte Barham det fra Centralamerika til Vestindien, hvor det
med utrolig Hurtighed bredte sig over store Strækninger. Blaatræ er tungere
end Vand. Alle Sorter undergaa en forberedende Behandling paa særegne
Raspemaskiner, Campechetræet desuden en Gjæring i flere Uger. Til
Farve-træerne regnes fremdeles det ostindiske Sandeltræ af Pterocarpus santalinus,
som, malet til Pulver, giver det røde Farvestof Santalin.
Vajd, Isatis tinctoria, er en i
næsten hele Europa vildt voxende
Plante, der hører til Cruciferernes
Familie; dens Blade indeholde et blaat
Farvestof, for hvis Skyld den er bleven
dyrket allerede i mange Tider. Inden
man kjendte Indigo, leverede Vajd
Stoffet til den smukkeste og mest
efterspurgte blaa Farve, som man den
Gang havde. Allerede Grækerne kjendte
dens Egenskaber; hos Romerne kaldtes
den, efter Plinius, ogsaa glostum,
dannet af et gallisk Ord. Efter en
Forordning af Karl den store skulde vild
Vajd (den Gang kaldet evaisdd) paa samme Maade som Krap indsamles og
indsendes til de kejserlige Væverier. De første Beretninger om Dyrkning af
Vajd i Schwaben skrive sig fra Aaret 1276. Erfurts Borgere saaede i Aaret
1290 Vajdfrø, som Sindbillede paa deres Hovednæringsvej, paa de Steder,
hvor de af dem nedbrudte Røverridderborge havde staaet, og de bragte det
meget vidt i Dyrkningen og Anvendelsen af denne Farveplante. I
Begyndelsen af det 17de Aarhundrede dreve ikke mindre end 300 Byer i Thüringen
Vajdavl, der gav et betydeligt Udbytte; men da Indigoen kom fra Ostindien,
gik denne Næringsvej trods alle Forbud hurtigt tilbage. Forgjæves søgte først
Josef II. af Østrig og senere Napoleon I. paa Kontinentalsystemets Tid atter
at hæve Vajdavlen. Denne sidste udsatte en Pris af 500,000 Francs for
Opfindelsen af en lønnende Fremgangsmaade, hvorpaa der kunde tilberedes
Indigo af Vajd. Denne Pris er dog endnu den Dag idag ikke vundet, thi et
Centner Vajd giver næppe 35 Kvint Indigo. Nu drives Vajdavlen ogsaa kun
ubetydeligt paa enkelte Steder, f. Ex. i Thüringen, Franken, Schlesien o. s. v.
Fig. 149. Vajdplanten (Isatis tinctoria).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
