Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Farvestoffer fra Planteriget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FARVESTOFFER FRA PLANTERIGET.
501
Som allerede nævnt indeholder Vajdplantens Blade samme Farvestof
som Ostindiens og Amerikas Indigoplanter, nemlig Indigo eller Indigotin,
men i en 30 Gange mindre Mængde. Af Vajd blev der alligevel tidligere
tilberedt de smukke Farveblandinger, som vare bekjendte under Navn af persisk
blaat, og som især havde stærk Afsætning i Levanten. Vajd kommer i
Handelen enten i Knipper af den tørrede Plante eller i smaa runde, kugleformede
Masser, de saakaldte Vajd- eller Blaakugler. Disse Kugler tilberedes af de
paa Vajdmøllen malede Blade, som have været underkastede en Gjæring eller
Forraadnelse. De have en brunlig Farve og lugte af Ammoniak. Nu
anvendes Vajden kun til »Stilning« af den saakaldte Vajdkype ved Farvning
med Indigoblaat.
Indigo eller Indigoblaat er det vigtigste af alle Planterigets
Farvestoffer. Navnet kommer af det latinske; i Oldtiden kaldtes nemlig dette
meget søgte Stof indicum eller det indiske. Det faas af flere Planter af
Papilionaceernes Familie og af Slægten Indigofera, som har hjemme i
Ostindien, Syd- og Nordamerika. Det bedste Farvestof faas af Indigofera
dis-perma i Ostindien og Centralamerika (Guatemalaindigo), Indigofera tinctoria
paa Madagaskar og Haiti, Indigofera anil i andre Dele af Vestindien,
Indigofera argentea i Afrika, Indigofera pseudotinctoria i Ostindien og Indigofera
glauca i Arabien, Ægypten og Algier. Indigoens Anvendelse som Farvestof
er ældgammel; Kong jlhasverus’ Palads i Susa og Mardachais Kappe (i
Esthers Bog) kunne give de ældste Beviser herfor. De gamle Grækere
hentede Indigoen fra Geodrosia (det nuværende Mekran), vest for Indus, langs
Kysten af det indiske Ocean; som vi se hos Plinius, kjendte ogsaa Romerne
dette smukke Farvestof, der af Vitruvius udtrykkelig kaldes »den indiske
Farve«. Senere handlede Araberne dermed, og den berømte Læge Avicenna
(1036 e. Kr.) omtaler den ofte under Navnet Anil, saaledes som den endnu
den Dag idag kaldes paa spansk. Man vidste dog i lang Tid ikke, hvorfra
Indigoen kom; en Bjergværksanordning for Halberstadt fra Aaret 1705
henregner den endnu blandt Mineralierne; den blev derfor ogsaa paa Grund af
sin kubiske Form kaldt den »indiske Sten«. Marco Polo havde dog allerede
i det 13de Aarhundrede fortalt om Ostindiens Indigoplantager.
Efter Opdagelsen af Søvejen til Indien bemægtigede Portugal sig hele
Indigohandelen, i Midten af det 16de Aarhundrede trak Hollænderne den til
sig, og først i det 17de blev Farvestoffet mere almindeligt bekjendt i Europa
og begyndte at fortrænge Vajd. I Aaret 1631 kom 7 hollandske
Batavia-farere til Amsterdam med en Last af 680,000 Pund Indigo til en Værdi af
over 5 Tønder Guld. Omtrent ved Aar 1600 begyndte man i Tyskland at
sætte lidt Indigo til Vajdkypen for at give den blaa Farve en højere og
livligere Tone. Denne lille Tilsætning blev efterhaanden forhøjet, saa at Vajden
tilsidst aldeles blev udeladt. Dette gik dog ingenlunde saa let for sig; lige
som ved Indførelsen af mange andre udenlandske Stoffer, rejste sig ogsaa her
Fordom og Egennytte mod den udenlandske »Djævlefarve«. Saaledes blev
nemlig Indigoen kaldt endnu i en i Aaret 1577 udfærdiget kejserlig
Politi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
