Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Historisk Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
HISTORISK INDLEDNING.
som tilhørte deres Herre. En sværtbevæbnet Rytter med baade sin egen
Person og Hesten pansret i Jern, som, naar han viste sig i en Landsby, jog
alle dens Beboere forskrækkede ind i deres inderste Værelser, er Modellen
for Hærvæsenet under hele Riddertiden og Middelalderen. Det var dog ikke,
fordi der var foregaaet nogen ny Udvikling af Krigsvæsenet. Vel var Sadel
og Stigbøjle alt i Romerrigets sidste Periode opfunden, og Rytteriet derved
kommet ind i et andet Stadium end før, men Fodfolket var kun forsvundet,
fordi det menige Folk var forsvundet. Alle Krige maatte udkæmpes med de
smaa Hære, som Lehnsmænd og Riddere med deres Følge kunde stille, men
de udkæmpedes mest tilfods; thi kun de høje Herrer med pansrede Heste
strede tilhest; for alle andre var Hesten kun et Transportmiddel, nødvendigt
for den tunge Rustning. Legionerne antoge efterhaanden Navn af Regimenter,
en Benævnelse, som Kavaleriets taktiske Afdelinger alt tidligere havde havt,
et Infanteriregiment vedblev indtil den nyeste Tid ligesom Legionen at have
en Kjærne af Tropper, der skulde kæmpe samlet, og endel, der var indrettet
paa spredt Fægtning, samt desforuden svært Skyts, Arbejdstropper o. s. v.
Men Fodfolket sygnede mere og mere hen. Kun enkelte Lande formaaede at
stille brugeligt Fodfolk; dertil hører først og fremmest Schweits, som forblev
temmelig uberørt af Lehnsvæsenet, og hvorfra derfor Udlandets
Fodgardetropper for en stor Del rekruteredes, dernæst en Tid lang Spanien og tilsidst
Tyskland, hvis »Landsknægte« fik en vis Berømmelse, ligesom ogsaa de
Borgervæbninger, de tyske Fristæder oprettede til Beskyttelse mod Ridderne.
Efterhaanden opstod Lejetropperne. I Tyskland dannede der sig private Korps,
som lode sig leje af Fyrsterne i Fejdetid og derfor gik fra den ene Fyrstes
Sold til den andens.
Under den Tilstand, som Middelalderen havde frembudt, var
Krigskunsten forsvunden. Det var først, da Religionskrigene begyndte i det 16de
og 17de Aarhundrede, og da derefter den amerikanske Frihedskrig og den
franske Revolution bragte Folkenes Kræfter til Bevidsthed, at den begyndte
at leve op igjen.
Dengang var Krudtet opfundet og havde begyndt at gjøre sig gjældende
som Krigsvaaben, skjøndt det brugte over 200 Aar for at fortrænge
Hellebarden og Piken. Først benyttede man Krudtet til at slynge Stene langt bort
og ved Alikantes Belejring 1330, da det første Gang, som man mener, kom til
Anvendelse paa denne Maade, brugtes det nye Vaaben i Forening med de gamle
Belejringsmaskiner; men efterhaanden fremkom Kanonen i dens første
ufuldkomne Skikkelse. Katapulten fortrængtes. »Kærrebøssen« fulgte som Feltskyts
Hærene, og Buen og Armbrysten (balista), det spredt fægtende Fodfolks
daværende Vaaben, veg for Luntebøssen, som maatte bringes til Hvile paa en i
Jorden nedplantet Gaffel for at affyres. Disse første Fodfolk med Skydevaaben
kaldtes Arkebusierer eller Hageskytter; men først henimod Slutningen af det
16de Aarhundrede steg deres Antal saa meget, at de bleve lige saa talrige
som de harniskklædte Pikenerer, der endnu ansaas for Fodfolkets Kjærne, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
