Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Det grove Skyts - Ældste Skyts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
ÆLDSTE KANONER.
med dræbende eller ødelæggende Virkning, hvor den rammer. Ildvaabnene
vare med andre Ord næppe opfundne før Aar 1300; men kort efter dette
Tidspunkt maa Opfindelsen være foregaaet, uden at det dog vides ved hvem,
hvor eller hvorledes. Det lader sig nemlig dokumentere, at Staden Florents
besad Ildvaaben Aar 1326, og at de vare bekjendte over hele det civiliserede
Europa mindre end 50 Aar senere, i Danmark saaledes ialtfald Aar 1372 og
rimeligvis længe før. Derimod er der ingen som helst Hjemmel for den heller
ikke ret gamle Tradition, at Ildvaabnene eller endog Krudtet skulde være
opfundet etsteds i Tyskland af en Munk, som nogle kalde Berthold Schwarz,
andre Peter Libs eller Konstantin Anklitzen; selv et nyere Forsøg paa at
vindicere Berthold Schwarz en historisk Tilværelse ved Aar 1350, vel ikke
som Opfinder men som Forbedrer af Ildvaabnene, maa kjendes for aldeles
uefterretteligt.
Ildvaabnene omtales strax ved deres første Optræden som enten støbte
af Metal eller Bronce eller smedede af Jern, derhos som udskydende enten
Pile eller Kugler af Jern eller Bly; ellers kan man blot ad Omveje slutte sig
til, at de fra første Færd have været af smaa Dimensioner og derfor kun
lidet virksomme. Man maa forestille sig de ældste Ildvaaben som smaa,
potteformede Metalkar med et kort cylindrisk eller noget konisk Løb, til hvis
bageste Ende der var boret et Fænghul gjennem Metaltykkelsen; der er intet
umuligt i, at det kan forholde sig rigtigt med et lille metalstøbt Ildvaaben
med det rigtignok mistænkeligt tidlige Aarstal 1322, som indtil Aar 1849 skal
have existeret i Mantua, og hvis ikkun 5" 4"* lange Løb skal have havt et
Kaliber eller Tvermaal i Mundingen af 2" lzzz, dybere inde kun et Tvermaal
af lzz 8x/2zzz; det skal have vejet 10 Pund og har kunnet kaste en Jernkugle
paa c. 2/3 Pund. Kan dette Stykke opfattes som en virkelig Repræsentant
for de ældste Ildvaaben, da er det let at forstaa, at disses Opfindelse har
vakt saa ringe Opsigt, og at deres Virkning i Krigen har været saa ringe, at
de samtidige Historieskrivere saa godt som aldrig omtale dem.
Det er først henimod Aar 1375, at man sporer en fremadskridende
Udvikling af Ildvaabnene, og at de begynde at spille en virkelig Rolle i
Historien, idet man gav sig til at tilvirke dem af saa store Dimensioner, at de i
Virkning kunde konkurrere med de ældre Krigsmaskiner og snart fortrænge
dem. Alt i Slutningen af det 14de og Begyndelsen af det 15de Aarhundrede
tilvirkede man dem af kolossale Størrelser. Fra den Tid har Udviklingen
fulgt to jevnsides løbende Retninger, idet Haandskydevaabnene, som førtes og
betjentes af en enkelt Mand, skilte sig ud fra det svære Skyts, der til sin
Betjening krævede flere Mænds forenede Kræfter. I de nordiske og tyske
Sprog var »Bøsse« den almindelige Betegnelse for alle store og smaa Ildvaaben,
svarende til de romanske Sprogs Benævnelse »Bombarda«; i det 15de
Aarhundrede skjelnes der alt mellem forskjellige Arter af Bøsser, især mellem
»Stenbøsser« og »Lodbøsser«, saaledes kaldte efter det Materiale, hvoraf deres
Kugler forfærdigedes; af det svære Skyts synes Størstedelen at have været
Stenbøsser, uagtet man ogsaa havde Stykker, som skjød Jern- eller Blykugler;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
